VIDENSKABSMINISTER Helge Sanders (V) planer om at ændre landets tolv universiteter og femten sektorforskningsinstitutioner til seks store universiteter er løbet ind i vanskeligheder. Tre universiteter og tre sektorforskningsinstitutioner har sagt nej til fusion. Samtidig har et bredt flertal i Folketinget taget klart afstand fra regeringens universitetsfusioner. Fiaskoen kan ministeren kun takke sig selv for. For hans håndtering af sagen må tage prisen for det dårligst begrundede og mest manipulerende forløb i nyere danmarkshistorie. Dårligst begrundede, fordi der trods adskillige forespørgsler ikke er sluppet noget ud fra ministeriet, som minder om saglige argumenter, for at det rette antal universiteter er seks. Eller for den sags skyld, at stort er godt, når det gælder forskning og universitetsuddannelse. For nu at citere DF’s Jesper Langballe i gårsdagens avis hører vi i stedet tågesnak om at få mere muskelkraft og kritisk masse. Vi har endnu til gode at høre ministeren fortælle, præcis hvordan samarbejdet mellem sektorforskningsinstitutioner, der udfører bestilt forskning, og universiteter, der er garanter for den smule frie forskning, som stadig findes, skal forme sig. MEN HVOR KOMMER manipuleringen ind i billedet?, vil Sander forurettet indvende. Regeringen har jo blot opfordret til frivillige fusioner. Ja, goddag mand, økseskaft, hr. minister. Den med frivillighed skriger de af grin over på universiteterne for øjeblikket. For opfordringerne følges af en slet skjult trussel om, at der vil følge lovgivning, hvis ikke universiteterne makker ret. Det kan dårligt tolkes som andet end pres, som flere rektorer pegede på i gårsdagens avis. Læg dertil, at universiteternes ledelser også kan læse mellem linjerne, når det gælder fremtidige bevillinger. Her vil ministeren indvende, at mange universiteter gerne vil fusionere. Og ja, det skal der nok være nogen, der vil. Men mon ikke mange af de små universiteter og sektorforskningsinstitutioner gemmer tårerne bag smil som tvangsgiftede brude? Valget mellem fusionspest og -kolera, er ikke et reelt valg. Havde Sander lagt op til en åben proces uden gedulgte trusler, er det sandsynligt, at de nye universitetsledelser ville have indgået naturlige fusioner. Den proces har ministeren lagt gift ud for nu. Desværre. Fogh freder selv de mest talentløse ministre, hvis de kræves fyret. Så vi vil ikke gøre Sander den tjeneste. Men vi vil indtrængende bede den samlede regering overveje, om ikke universiteterne har fortjent bedre end idiosynkratisk styringsmani og infantile bortforklaringer.