SIDEN STIFTELSEN af Dansk Folkeparti i 1995 har det været et udbredt og bredt anerkendt argument, at partiet har fungeret som en sund, demokratisk ventil for den folkelige modvilje mod yderligere indvandring til Danmark, der vitterlig eksisterer blandt et ikke ubetydeligt mindretal. Henvisningerne til situationen i Sverige har været særlig populær: Ifølge den gængse opfattelse har vi her i Danmark undgået, at fremmedhadet udarter i voldelig ekstremisme – som det har været kendt fra Sverige i form af nynazister og andre bestialske ’skinhead’-grupperinger – fordi Dansk Folkeparti har formået at løfte alle de folkelige bekymringer ind i det demokratiske rum. Desværre tyder udviklingen i de senere år på, at argumentet ikke holder vand. Tværtimod synes der i dag at have udviklet sig et ondsindet samspil mellem den demokratiske fremmedfrygt og det anti-demokratiske fremmedhad. Ikke blot har ledelsen i Dansk Folkeparti haft voksende problemer med at ekskludere højreekstremister fra Dansk Front. Nu melder Politiets Efterretningstjeneste også om, at højreekstremismen som sådan er i vækst. Danmark kan ikke længere henvise til Sverige som det dårlige eksempel. STATUS ER, at vi nu må leve med både en voksende demokratisk fremmedfrygt og et voksende antidemokratisk fremmedhad. Kort sagt: det værste af begge verdener. I den seneste årsrapport lyder det: »Politiets Efterretningstjeneste har i de senere år kunnet konstatere, at der i de højreekstremistiske miljøer og grupper har været et stigende aktivitetsniveau, og at man aktivt forsøger at hverve nye medlemmer«. Og videre i samme afsnit: »Særlig sagen om Muhammedtegningerne har medført en yderligere eskalering af aktivitetsniveauet. Det gælder bl.a. Dansk Front, hvor der er konstateret en øget tilstrømning af nye medlemmer/sympatisører og en markant stigning i mængden af aktiviteter i form af demonstrationer«. Realiteten er, at VKO-alliancens konfrontatoriske kurs over for etniske minoriteter har været med til at opgejle og radikalisere den yderste højrefløj. Snarere end at lukke damp ud af de folkelige frustrationer har VK-regeringens inhumane og diskriminerende udlændinge- og flygtningepolitik givet næring til højreekstremismen. Indpakket i lidt mere diplomatiske vendinger har PET den nøjagtig samme pointe: »(at) polarisering i samfundet og marginalisering af etniske og religiøse minoriteter potentielt kan medvirke til yderligere at fremme radikaliseringstendenser, som tillige kan udgøre et vækstgrundlag for terrorisme«. Ekstremismen kommer ikke længere til os udefra.