OL 2008

Lyt til artiklen

DA KINA lagde billet ind på OL-værtskabet i 2000, blev det afvist med henvisning til landets mange menneskerettighedsovertrædelser. Det fik dog ikke Kina til at opgive håbet, og i 2001 lykkedes det at overtale Den Olympiske Komité (IOC) til at afholde sommerolympiaden i 2008 i hovedstaden Beijing. Som en del af sin overtalelsestaktik fremhævede Beijings Olympiske Komité bl.a., at olympiadens afholdelse i Beijing ville fremme udviklingen på menneskerettighedsområdet. Selv den tibetanske leder Dalai Lama, som kan takke Kina for sin landflygtighed og undertrykkelsen af sit folk, udtalte sig positivt om Kinas kandidatur i håb om, at det ville tvinge landet til at forbedre menneskerettighedssituationen. Man kunne derfor med en vis ret håbe, at OL i Beijing ud over at blive en sportslig begivenhed, ville tjene et demokratisk og menneskerettighedspolitisk formål. Der er nu mindre end to år til den store åbningsceremoni, og ifølge en ny rapport fra menneskeretsorganisationen Amnesty International (AI), er der foreløbig ikke sket mærkbare ændringer på menneskerettighedsområdet. Kun hvad angår brugen af dødsstraf, har organisationen konstateret en begyndende vilje til at ændre på systemet. På områder som retssikkerhed og tortur, overgreb på menneskeretsforkæmpere og pressecensur er der ifølge rapporten tale om direkte tilbageskridt. Eftersom IOC efterhånden er bedst kendt for sin bestikkelighed, kan det ikke overraske, at organisationen ikke som lovet har holdt Kina fast på løfterne om fremskridt på menneskerettighedsområdet. IOC’s reaktion på AI’s rapport har da også været, at det ikke er IOC’s ’metodologi’ at lægge pres på værtslandet. Dermed bekræftes det blot, at IOC og Kina er de sidste, man bør overlade menneskerettigheder til, hvis det er fremskridt, man vil opnå. Det er nu, de nationale olympiske komitéer må vise deres værd, hvis ikke værtskabet blot skal tjene som opmuntring til Kina om at fortsætte med at begå uhyrligheder mod egne borgere. Det ville være den værst tænkelige baggrund for sommerlegene i 2008.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her