INGEN KAN længere påstå, at det danske samfund ikke har råd til velfærd: Lige nu afdrager den danske stat cirka 10 milliarder på statsgælden hver måned – mere end dobbelt så meget, som VK-regeringen har lovet at bevilge ekstra til øget velfærd på årsbasis. Med det nuværende tempo – som ikke mindst skyldes, at skatteindtægterne fra Nordsøolien er tårnhøje som følge af olieprisen – vil statens nettogæld være væk allerede næste år; mere end to år før planlagt i 2010-planen.
Danmark har med andre ord kurs mod enestående sunde offentlige statsfinanser, samtidig med at den folkelige tilfredshed med serviceniveauet ude omkring i landet er nede på nulpunktet. Den folkelige opstand, der lige nu viser sig foran børnehaver og skoler, er interessant nok forårsaget af selv samme 2010-plan. Idéen var, at væksten i den offentlige sektor skulle være mindre end væksten i den private sektor, da man derved ville spare mange milliarder op hvert år.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
