Vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) blottede regeringens selvskabte krise på weekendens landsråd. Her forsøgte han at forklare sine partisoldater, hvorfor de konservative ikke ser ud til at kunne komme igennem med partiets klareste mærkesag før næste folketingsvalg: yderligere skattelettelser. Bendt Bendtsen gjorde ikke nogen imponerende figur. Som om partiet stadig tumlede rundt i opposition, skød han skylden på alle andre. Realiteten er imidlertid, at regeringen sagtens kunne sænke skatten på arbejde, hvis den ville – uden dermed at overophede samfundsøkonomien. Kun skattestoppet blokerer for en større, intelligent skattereform. En sænkning af indkomstskatten bør nemlig ikke ske isoleret. Som det anbefales af stort set alle fagøkonomer i ind- og udland, bør den alt for høje indkomstskat sænkes markant, samtidig med at andre skatter – ikke mindst ejerboligskatten – bliver hævet. Men er man så ikke lige langt? Nej, ved at omlægge skatten fra arbejde til mursten, ville man kunne frigøre enorme ressourcer, da der ville blive skabt mere arbejde til endnu flere hænder. mere ARBEJDE? Er det virkelig dét, der er brug for, når folk bliver mere og mere stressede – som det fremgår af dagens avis? Både-og. Mens to tredjedele af befolkningen har svært ved at få tid til både fuldtidsjob, småbørn og gør det selv-arbejde i weekenden, er en tredjedel af befolkningen kronisk udstødt af arbejdsmarkedet. Ved at omlægge skattesystemet, så lønarbejde bliver beskattet mindre, ville man sætte gang i hele fire gunstige forandringer: De overstressede lønmodtagere ville få bedre mulighed for at prioritere deres tid – enten ved at arbejde mindre eller ved at hyre servicearbejdere; den udstødte arbejdsløshedsklasse ville få lettere ved at få et reelt lønarbejde; færre job ville blive flyttet væk fra Danmark; og en væsentlig del af det 45 mia. kroner store sorte arbejde ville blive hvidvasket. I en tid, hvor arbejdsopgaver kan flyttes til Fjernøsten med et museklik og ofte løses billigere dér, er det tiltrængt at sænke omkostningerne ved lønarbejde. Hvis regeringen ikke selv kan se det, må det altså snart gå op for Socialdemokraterne: Skattestoppet er dyrt for Danmark. ltm
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
