Sikken tirsdag. Folketinget åbner, og institutionerne lukker. Overalt i landet protesteres der mod de nedskæringer, som regeringen påtvinger kommunerne. Vuggestuer og børnehaver er blokeret, gymnasier ligger stille, og statsminister Anders Fogh Rasmussen mente allerede i går, at der var tale om »en socialistisk inspireret kampagne vendt mod regeringen«. Sådan en udtalelse er ikke bare dårligt spin, den er nok også nogenlunde så forkert, som noget kan være. Det er hverken venstre eller højre, der nu er i oprør, det er middel: den flittige middelstand, som er så erhvervsaktiv, at det halve kunne være nok, og så børnerig, at Grundtvig ville have sunget en salme. Sagt helt uden partipolitik er det faktisk det borgerlige Danmark, der nu er på barrikaderne. OG NÅR ikke blot statsministeren, men også vicestatsministeren, indenrigsministeren og familieministeren de seneste dage har været oppe i det røde felt af vrede over de igangværende protester, så skyldes det nok en ærlig skuffelse: Det var jo akkurat børnefamilierne, der skulle være bærere af det borgerlige velfærdsprojekt. Ved valget i 2005 lovede regeringen for eksempel at arbejde for en reduktion af forældrebetalingen til daginstitutionerne fra en tredjedel til en fjerdedel af prisen. Og skattestop. Og friværdi. Hvor utaknemmelig kan man være? Meget utaknemmelig, for modellen kører skævt. Hvad nytter det med bedre privatøkonomi, hvis den offentlige økonomi bliver stadig mere presset, og familiernes mindste medlemmer dag for dag stilles ringere? Så er den samlede velfærd ikke blevet bedre. DET ER dette paradoks, som ikke mindst den velstillede middelklasse for alvor er ved at vågne op til: masser af plads til firehjulstrækkeren hjemme i den dobbelte carport, men henne på Blå Stue sidder de som sild i en tønde; private rejser til fjerne lande, men ikke en hyttetur om året til skoleklasserne; marmorbadeværelse i privaten, men nødtørft i det offentlige. Når rigdom fordeles på dén måde, så er rigdom et problem.