Baby-design

Lyt til artiklen

Nyttig information eller etisk skråplan. Sådan stiller dilemmaet sig, når man skal tage stilling til de muligheder, lægevidenskaben giver vordende forældre. Gravide kvinder bliver allerede i dag tilbudt en screening før uge tolv for at afsløre Downs syndrom. Om to til tre år vil en blodprøve sandsynligvis være nok til at fortælle, om den gravide er i risiko for at føde for tidligt eller udvikle svangerskabsforgiftning. Der er ingen grund til at tro, at udviklingen vil stoppe. Vores viden om det ufødte barn vil kun blive større. Mange er skeptiske over for udviklingen og argumenterer imod at give forældrene en viden, som de har svært ved at bruge. En viden, som skaber unødig bekymring og risiko for overilede valg. Selv den mindste risiko for et handikappet barn vil få mange forældre til at vælge en abort, lyder et af hovedargumenterne imod at give forældrene flere informationer. Men det er en formynderisk holdning, som stammer fra en tid, hvor lægerne tog stilling på patientens vegne – uden at informere patienten om præmisserne. Den tid er heldigvis forbi. Selvfølgelig skal de gravide have adgang til de oplysninger, der er sundhedsmæssigt relevante. Moderne mennesker er i alle livets forhold vant til at håndtere komplicerede informationer og svære valg. Og alternativet er helt håbløst. Skulle man for eksempel undlade at minimere risikoen for svangerskabsforgiftning og for tidlig fødsel, alene fordi man ikke vil bekymre folk? Nej. Jo mere relevant og brugbar viden man kan give vordende forældre, des bedre. Især fordi det i sidste ende kommer an på en lægefaglig vurdering, om man skal reagere på oplysningerne. Risikoen for overilede reaktioner er trods alt begrænset, al den stund at en abort efter uge tolv udelukkende foretages efter en læge- og socialfaglig vurdering. Selvfølgelig vil udviklingen af fosterdiagnostikken skabe endnu større etiske udfordringer end hidtil. Ikke mindst når det gælder spørgsmålet om, hvilke handikap der giver adgang til abort efter uge tolv. Men løsningen er ikke at holde os for øjnene og forsøge at ignorere den teknologiske udvikling. Vejen frem er at se den teknologiske udvikling i øjnene og tage konkret stilling til de etiske dilemmaer, der følger med de teknologiske landvindinger. ø

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her