Så fik vi fyret de bedste teaterdirektører, Danmark har set i generationer, makkerparret Peter Langdal & Henrik Hartmann på Betty Nansen i København. Intet sted er det i den grad lykkedes at forene det store publikum med den høje kvalitet, at skabe internationale topforestillinger som Robert Wilson og Tom Waits’ ’Woyzeck’ – og samtidig udvikle teatret mod nye udtryk og ikke mindst: åbne teatret for nye danskere. Betty Nansen har i et tiår været alt det, som Det Kongelige Teater burde have været. Langdal & Hartmann stod midt i et livsværk, som kun en kulturel klodsmajor kunne finde på at standse. Men sådan en krigsmand er det så lykkedes kulturminister Brian Mikkelsen at finde i skikkelse af den nytiltrådte direktør for Dansk Design Center, som også er formand for Radio- og tv-nævnet og afgået næstformand for TV 2, advokat Christian Scherfig. Kulturministeren kan ikke blive træt af at udnævne mænd af denne støbning til alt muligt, og senest blev Scherfig så formand for Københavns Teater, den urimeligt magtfulde og centralistiske organisation, der råder over fem store københavnske teatre med sammenlagt en halv snes scener. Det er konservativ kulturpolitik, og hvilken kampkraft. BESTYRELSEN for Københavns Teater har med ét slag fjernet flertallet af kunstnere fra ledelsen af de københavnske teatre og i stedet indsat det, der i tidens nye modesprog hedder ’dygtige administratorer’. Og dygtige administratorer, det er altså ikke folk som Langdal & Hartmann, der kan fylde både en hovedscene og en eksperimenterende scene til sidste plads og give genlyd langt ud over landets grænser med kunstnerisk kvalitet. Bestyrelsen for Københavns Teater er ude efter noget andet – gad vide hvad? INSTRUKTØREN Nikolaj Cederholm har nedlagt sin post i bestyrelsen for Københavns Teater i protest mod striben af chefudnævnelser og -fyringer på de københavnske teatre. Kulturministeren finder sagtens en afløser: Der er masser af mennesker, som aldrig går i teatret og derfor har god tid til at sidde i bestyrelsen for Københavns Teater. bb