Officielt har verden kun fem anerkendte atommagter, og der er i princippet bred international enighed om, at det antal ikke bør forøges. I praksis er ikkespredningstraktaten, der formaliserer den stabilitet, som atomvåbnene bidrog til under den kolde krig, kommet under stærkt pres. Lande som Israel, Pakistan og Indien er allerede blevet atommagter. Spørgsmålet om, hvordan Iran skal bringes til at afstå fra atomvåben, står som bekendt øverst på den internationale dagsorden. Og nu har Nordkorea foretaget en atomprøvesprængning. HVIS VERDEN affinder sig med det, er det svært at argumentere for, at der er noget land i verden, som med rimelighed kan afskæres fra muligheden: Nordkorea er det mest lukkede, paranoide, uforudsigelige og totalitære regime på planetens overflade. Hvis det kan betros disse våben, er det svært at se, hvem der ikke kan. Når man samtidig ved, at Nordkoreas regime vil gøre næsten hvad som helst for penge, er risikoen for spredning til ikke bare andre ubehagelige regimer, men også terrorgrupper, til at få øje på. FOR AT gøre ondt værre er Nordkoreas del af verden i forvejen det sted, hvor risikoen for en storkrig mellem store og højtudviklede lande er størst. Taiwan-problemet ligger og lurer under det amerikansk-kinesiske forhold, og Japan har svært ved at acceptere udsigten til, at Kina kan blive den altdominerende magt i regionen. En nordkoreansk bombe kunne på sigt gøre det snigende våbenkapløb mellem Kina og Japan nukleart. Der er kort sagt al mulig grund til, at verden samles om at lægge et effektivt pres på Nordkorea. I praksis vil det dog kun ske, hvis Kina for alvor sætter sig i spidsen for presset. Dette burde udsigten til et Japan med atomvåben kunne motivere Kina til. Men det forudsætter utvivlsomt, at der bruges gulerod såvel som pisk. Det mest effektive ville være amerikanske garantier om ikke at invadere Nordkorea – et kort, som Washington dog hidtil hverken har villet spille i dette eller i det iranske tilfælde. Måske skulle USA tænke lidt mere på, at atomvåben ikke i sin tid sikrede Sovjetunionens overlevelse. I det lys kan udfordringen reduceres til, hvordan Nordkorea kan bestikkes og besnakkes, før det ender på historiens losseplads for regimer, der nok kan opruste, men ikke løse sine egne indre problemer. Problemet er, at uhyggeligt meget kan gå galt, før vi når så langt. ts