Når Sudans præsident, Omar al-Bashir, taler om, at Sudan ikke vil lade sig »genkolonialisere«, og han kategorisk afviser en FN-styrke med vestlig deltagelse i Darfur med den begrundelse, at Sudan ikke skal være et »nyt Irak«, står det klart, hvor katastrofale konsekvenser krigen i Irak har haft – ikke alene for den irakiske befolkning, men også for udsigten til det internationale samfunds mulighed for at løse konflikter andre steder i verden. Selv inden krigen i Irak var det internationale samfunds vilje til ’humanitær indgriben’ yderst begrænset, ikke mindst i Afrika. På den baggrund så FN’s Sikkerhedsråds nylige resolution om at indsætte en fredsbevarende styrke på 17.000 soldater som supplement til de 7.000 soldater, som Den Afrikanske Union for øjeblikket har i Darfurprovinsen, lovende ud. Alene at få resolutionen igennem Sikkerhedsrådet med Kinas og Ruslands stemmer var en bedrift for især USA og Storbritannien, men måske skyldtes det netop, at alle vidste, at der var tale om spil for galleriet.
For hvor havde USA og Storbritannien – og for den sags skyld Danmark – tænkt sig at opdrive 20.000 soldater? Jo, de kunne – og burde – tages fra Irak, men trods et andet, aktuelt spil for galleriet om nye strategier er der stadig ingen tegn på, at der bliver soldater i overskud foreløbig. Det spil kan Sudans regering også læse. Læg dertil, at det internationale samfund har ladet tre år passere, mens man har set til, mens 200.000 er blevet dræbt, og to millioner har taget flugten, uden at gribe ind. Hvorfor skulle man så gøre det nu? De dårlige nyheder stopper ikke her. Inden for de sidste par dage har det internationale samfund mistet sine mest fremtrædende indpiskere, når det gælder Darfur. FN’s humanitære chef, nordmanden Jan Egeland, som har været en mester i at råbe verden op, meldte sin afgang, og hollandske Jan Pronk, der har været FN’s generalsekretærs særlige udsending i Sudan, blev erklæret persona non grata i landet. Der skal fornyet pres til for at få parterne til at forhandle om en politisk løsning. Det ser vanskeligere ud end nogensinde, eftersom parterne synes mere indstillede på at optrappe den militære konflikt. Det sidste, der er behov for fra det internationale samfunds side, er skinbeslutninger, der har til hensigt at vise handlekraft, men i stedet udstiller afmagt.
