Det går skidt for regeringen på tre centrale områder: velfærdspolitikken, udlændingepolitikken og Irakkrigen. Efter velfærdsdiskussionen om kommunernes økonomi har flere meningsmålinger vist, at regeringen har mistet sit flertal. I sidste uge blev statsministeren presset til at indrømme, at situationen i Irak ikke er »tilfredsstillende«, efter at både George Bush og Tony Blair havde sagt det samme. En meningsmåling i Ugebrevet Mandag Morgen i dag viser, at tæt på syv ud af ti danskere har gennemskuet, at Fogh læner sig for tæt op ad den amerikanske præsident i spørgsmålet om Irakkrigen, og at seks ud af ti danskere mener, at de danske tropper skal trækkes hjem fra Irak. Derudover viste den forgangne uge sprækker i regeringssamarbejdet med de konservative om udlændingepolitikken. Der er altid udsving i løbet af en valgperiode, det var der også i VK-regeringens første år. Når situationen er mere alvorlig for regeringen end som så, er det, fordi den på de tre nævnte områder er mere end almindeligt presset. Dertil kommer, at der er tale om tilbageslag for regeringen, som er sket nærmest uafhængigt af den politiske opposition. Både med hensyn til velfærden, udlændingepolitikken og Irak har oppositionen været tilbageholdende. De faktiske forhold har talt deres eget tydelige sprog. At statsministeren er presset ses af, at han på sit pressemøde i tirsdags lod forstå, at Venstre ikke længere mener, at væksten i den offentlige sektor nødvendigvis bør være lavere end væksten i den private sektor. Bliver det også regeringens politik, er det et afgørende brud med både denne og tidligere regeringers politik. Med hensyn til udlændingepolitikken er det værd at lægge mærke til, at oprøret ikke kom fra et enkelt medlem, men at hele den konservative folketingsgruppe stod bag. Den danske deltagelse i krigen i Irak har været regeringens fremmeste eksempel på en »aktivistisk udenrigspolitik«. I sin åbningstale til Folketinget for knap en måned siden ophøjede statsministeren regeringens hjemlige værdikamp til en »global værdikamp«. Et nederlag i Irak vil derfor efterlade en statsminister, der er gået på kompromis med sine egne værdier og har tabt et vigtigt slag i den nys proklamerede »globale værdikamp«. Der er længe til et valg, men sager af denne karakter tærer på regeringen og statsministeren.