Er de for sarte, de fagfolk, forældre og børn, der advarer mod at bruge psykoterapeutiske metoder i folkeskolen, hvor børnene sætter og får sat værdiladede etiketter på sig selv og andre? Metoderne forsvares med, at alternativet, hvis man vil bekæmpe for eksempel mobning, er ’skideballer’, og de er vel også ubehagelige. Eller som en anden tilhænger udtrykker det: Hvis man ikke må tale om, hvem der er ’gæst’, ’ansvarlig’ eller ’brokker’ i en klasse, hvad må man så? Men det virker, som om tilhængerne overser det særlige ved denne moderne form for irettesættelse. Dels er det hele barnets sociale verden på skolen, der afsiger ’dommen’ – og ikke bare en lærer, der skælder ud eller retleder. Det er denne effekt, der gør psykoterapeutiske metoder til voldsomme magtinstrumenter både på visse typer kurser for voksne og i mange sekter og bevægelser, der ønsker en virkelig stærk kontrol med deres medlemmer. Samtidig gøres de enkelte børn til afsendere af disse psykologiske ’domme’, der fældes kollektivt. Uanset hvilke roller der indtages, kan det placere en tung byrde på børn, som altså her ikke bare bliver gjort ansvarlige for egen læring, men også for egen – og andres – psykiske trivsel. DER ER også et andet forhold, der springer i øjnene. Det er vigtigt, at mobning tages op og bekæmpes, og at pressede børn får støtte. Men de metoder, der her er tale om, rettes ikke direkte mod de konkrete børn og episoder, det drejer sig om. De mobiliserer derimod hele klassen, og den ’lektie’, børnene får for, går ud på at finde på ’noget’ at sige om alle deres klassekammerater. Det lyder tilforladeligt, men kan nemt medføre, at man skaber problemer, der ikke var der før. Metoderne er sikkert brugt mange gange, uden at noget er gået galt. De fleste børn er robuste, og gode lærere ved, hvor grænserne går. Men det afgørende må være de kloge ord fra en skoledirektør, der afslutter vores dækning: »Vi kan ikke acceptere en eneste metode, der har voldsomme negative følger for den enkelte elev«. Det er vist på tide at få undersøgt, hvor ofte det alligevel er sket. Og bremse den selvbestaltede modebølge, mens det bliver gjort.