Leder afbb

Beklageligt

Lyt til artiklen

Danmark er medlem af FN’s Sikkerhedsråd indtil årets udgang. Det giver en usædvanlig mulighed for at øve storpolitisk indflydelse. En mulighed, som blev sørgeligt forpasset forleden, da den seneste resolution om Mellemøsten kom til afstemning. Danmark afstod fra at stemme. Resolutionen var en umiddelbar reaktion på det israelske angreb mod Beit Hanoun, hvor 19 civile blev dræbt, herunder kvinder og børn. Et angreb, som blot er det seneste i en lang række, der helt uden proportioner svarer igen på palæstinensiske raketangreb mod Israel. Ganske uanset Israels beklagelse af, hvad der skete i Beit Hanoun, er begivenheden del af et mønster: En magtpolitik, som er værre end ’øje for øje, tand for tand’, for israelske tab synes at skulle betales hundredfold tilbage. En dræbende logik, både for palæstinensernes dagligdag og for israelernes bedste interesser på længere sigt. Forfærdende krigshandlinger, som angrebet på Beit Hanoun, er kompromitterende for Israels fremtidige sikkerhed og overlevelse i en grad, som ikke synes at stå landets aktuelle ledelse klart. Landet mister international goodwill med skræmmende hast, og det er så meget desto mere bekymrende, som der kun findes internationale løsninger på konflikten mellem Israel og dets naboer. Den israelske militære logik må brydes. Af hensyn til palæstinenserne, men sandelig også af hensyn til israelerne. Og med til at bryde logikken kan være stærke, fordømmende reaktioner fra Israels venners side, når Israel farer helt, helt forkert frem. Danmark er en sådan ven, og denne ven sidder netop nu i Sikkerhedsrådet.Men vi viste dårligt venskab forleden. Både mod palæstinensere og israelere. Vi stemte ikke for en resolution, der fordømte såvel de palæstinensiske raketangreb som de israelske militære operationer. Den var ikke blevet vedtaget, selv om vi havde stemt ja, for USA nedlagde veto. Men hvis vi havde stemt ja sammen med Sikkerhedsrådets store flertal, så havde vi givet en væsentligt mere nyttig melding end ved blot at afstå. Danmarks FN-ambassadør, Ellen Margrethe Løj, har udsendt en stemmeforklaring, sominderligt beklager, at vi ikke kunne stemme ja. Det ville have tjent freden bedre at stemme ja og beklage, at det var nødvendigt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her