Der kan være to grunde til, at brugerbetaling indgik som en mulighed i regeringens oplæg til en såkaldt kvalitetsreform af den offentlige sektor, som blev præsenteret i sidste uge. Den ene er, at regeringen mente, at det ville være en god idé og derfor gerne ville have tanken prøvet af i befolkningen. Skulle det vise sig, at den var negativ over for idéen, kunne man nå at få luget den ud. Den anden er, at regeringen er imod, men har taget brugerbetalingen med, fordi det så i hvert fald ser ud, som om man er åben, og man har en mulighed for selv at ændre mening, hvis befolkningen faktisk er positiv. Uanset om begrundelsen er den ene (hvilket er mest sandsynligt) eller den anden, er der tale om populisme af svær grad. Mistanken om, at populismen er ved at tage overhånd, bekræftedes af, at statsministeren som bekendt, endnu inden nogen havde læst oplægget, undsagde brugerbetaling i den offentlige sektor – nu og i al evighed. På den måde bliver der mindre at diskutere, når regeringen slår dørene op til de planlagte seks regionale møder, hvor eksperter, borgmestre, fagforeningsfolk, erhvervsliv og andet godtfolk er kaldt sammen for at debattere og komme med forslag til den endelige reform. Det kan ende med at blive nogle korte møder. For hvis regeringen allerede ved, hvad den endelige reform kommer til at indeholde – og ikke indeholde – er der jo ingen grund til, at travle mennesker agerer fokusgruppe for regeringen. Og netop ’spillet’ er Venstres – og dermed regeringens – problem. At statsministeren og hans nærmeste ministre – og efter weekendens landsråd og vedtagelsen af det nye principprogram også partiet – nu bekender sig til den offentlige sektor, er kun glædeligt. For få år siden var der grund til at frygte det modsatte, men de tider er heldigvis forbi. Den glæde deles af mange vælgere på tværs af partipolitiske skel. Derfor skulle man tro, at den hellige grav var velforvaret for Venstre. Når den ikke er det, sådan som de seneste meningsmålinger viser, er det, fordi vælgerne på trods af, at de er enige med Venstre om substansen, har en velbegrundet fornemmelse af, at de bliver talt efter munden. Efter fem år ved magten er det måske nok lykkedes statsministeren at få sit eget parti til at acceptere, at rendyrket populisme er en legitim metode til at beholde magten, men befolkningen er ikke enig. Heldigvis.