Det lyder tilforladeligt, når EU-landene kræver af Tyrkiet, at det skal holde op med at give »et EU-land« negativ særbehandling. Men sagen er, at det pågældende EU-land er den græske halvdel af Cypern, der selv på en lang række punkter giver den tyrkiske halvdel af Cypern samme negative særbehandling. Ondets rod er, at EU har sluppet den ene halvdel af Cypern ind i EU uden at sikre sig, at problemerne mellem de to dele var løst. Det vil sige, begge halvdele sagde sådan set ja til en løsning, men EU accepterede, at den græske halvdels accept bagefter faldt ved en folkeafstemning, uden at det fik følger for medlemskabet. Resultatet er, at den græsk-cypriotiske regering nu misbruger landets status som EU-medlem til at genere Tyrkiet for dermed at opnå indrømmelser i lokale spørgsmål. Tyrkisk EU-medlemskab er et kontroversielt emne, og der forestår mange års forhandlinger, før det kan blive en realitet. Måske bliver det aldrig en realitet, enten fordi Tyrkiet, når det kommer til stykket, ikke vil gennemføre alle de nødvendige reformer, eller fordi EU-landene ikke kan få deres befolkningers accept af udvidelsen. Men én ting burde være en selvfølge: Det kan aldrig blive hensynet til den ene, græske, halvdel af Cypern, der afgør dette store og skæbnesvangre spørgsmål. Det er der ingen proportioner i. Tyrkiet kan kun opfatte det som kynisme af værste skuffe, når flere EU-lande skubber Cypern foran sig for at opnå en hel eller delvis afbrydelse af optagelsesforhandlingerne. JO STØRRE vægt vi i Europa tillægger Mellemøsten i særdeleshed og forholdet til den muslimske verden i al almindelighed, jo vigtigere bliver vores forhold til Tyrkiet. Som demokrati, som NATO-land, som kandidat til EU-medlemskab, som et land, hvis historie – og borgere – er tæt filtret sammen med det øvrige Europas, har Tyrkiet meget at byde på. Der er efter vores mening ingen tvivl om, at en verden med Tyrkiet som EU-medlem vil være en bedre og mere stabil verden end en verden uden tyrkisk EU-medlemskab. Mange i EU har desværre en anden opfattelse. Men alle burde kunne enes om, at problemerne på en – med al respekt – i denne sammenhæng mindre ø i det østlige Middelhav under ingen omstændigheder kan afgøre spørgsmålet. Hvad det angår, bør alle parter hurtigst muligt komme til besindelse.