Skod’ hedder det på nudansk, når man vil udtrykke noget rigtig skidt. Sproget afspejler den holdningsændring, som Danmark har været igennem i de seneste år. Det er i den grad blevet skod at ryge. Og heldigvis for det. Til gengæld kan det undre, hvis man har et lidt længere perspektiv for øje, at de nye rygeregler straks kaldes uklare og uambitiøse. Det er ikke så ’skod’ endda, at reglerne blev pragmatiske frem for totalitære, hvis det er røgen – og ikke rygerne – der skal bekæmpes. Passiv rygning hindres ved, at det nu bliver forbudt at ryge på arbejdspladser med mere end én person. På samme måde slipper vi nu for de blågrå tåger på restauranter. Det må være rimeligt, at der kan indrettes rygerum med gode udluftningsmuligheder. Kritikerne glemmer, at aftalen er en minimumsaftale, der giver kommunerne og arbejdspladserne mulighed for at gå videre med et totalt rygeforbud. Hvis de vil og tør. Sundhedsministeren kan derfor være tilfreds med forløbet, selv om mange nu står i kø for at give ham røg. Kritikerne og de følsomme radikale næser vil ikke lade sig nøje med mindre end et totalt forbud mod røgen. I modsætning til hvad antirygerne siger, havde det ikke gavnet processen frem mod et tobaksfrit samfund. Det ville tværtimod have ført til diskussion om spektakulære enkeltsager, hvor lastbilchaufføren i egen kabine og skorstensfejeren på taget ville fremføre det latterlige i et totalforbud. Samtidig ville et forbud være den lige vej til civil ulydighed på stamværtshuset og andre steder, hvor autoritetstroen kan ligge på et meget lille sted. At de radikale valgte at forlade forhandlingerne, er en større fallit for partiet end for forliget. Efter at partiet i fuldt alvor har foreslået at forbyde lugten af parfume i det offentlige rum, er det med lav gnidningskvotient på vej ned ad en sliske, der går lige fra pragmatisme til fanatisme i sundhedsspørgsmål. Men er det da ikke for galt, at fætrene Langballe og Krarup med deres insisteren på røg på kontoret fik sat et nikotingult fingeraftryk på loven? Både-og. På den ene side har vi på denne plads ofte rystet på hovedet ad den proportionsløshed i dansk lovgivning, det lille parti tilfører løjerne. På den anden side er det vel helt naturligt, at også repræsentanter for den femtedel af danskerne, der ryger, blev hørt, så reglerne blev en fornuftig mellemstation på vejen mod et samfund fri for tobak.