Det er sund fornuft, at de radikale nu har opgivet at kalde en stribe krav ultimative, der naturligvis ikke kunne være det. Når afklaringen desværre kun kan kaldes et lille fremskridt, er det, fordi den radikale leder, Marianne Jelved, stadig ikke formår at gøre det lysende klart, hvorfor det var nødvendigt at bryde den faste forståelse med Socialdemokraterne. At henvise til, at partiet lægger vægt på sin egen politik og er uenig med S på vigtige punkter, er ikke en tilstrækkelig begrundelse. Især ikke, når R naturligvis ikke udelukker at støtte S. De radikales større tilslutning i de senere år er knyttet til én ting. De er det potentielle regeringsparti, der mest entydigt og konsekvent har gjort gældende, at Dansk Folkepartis stærke indflydelse er hovedproblemet i dansk politik. Det er et standpunkt, der har fået bredere opbakning, som tiden er gået. I dag er det fremherskende i alle andre partier end DF selv – med Venstre som den kun delvise undtagelse. Hos de konservative er frustrationerne så store, at selv ministerposterne ikke formår at holde dem nede. OG HVORDAN kan R så bryde Dansk Folkepartis magt? Det kan ske, hvis SR får flertal sammen med venstrefløjen. Det kunne ske i en SKR-konstellation, som Jelved godt tør nævne. Og endelig kunne det ske via et VKR-samarbejde. Det er denne sidste mulighed, som Jelved ikke kan få sig selv til at nævne, og det er i sidste instans roden til alle uklarhederne. Hendes begrundelse er, at hun ikke tror, at Anders Fogh ville bruge en sådan flertalsmulighed. Det er muligt, at hun har ret i denne analyse. Men hvis Anders Fogh, hvor ubegribeligt det end må forekomme liberale vælgere, ikke vil bruge et borgerligt flertal, der ikke omfatter DF, så er det hans problem og ikke hendes. I så fald vil der jo alligevel kun kunne dannes en regering, der hviler på S og R. Måske frygter Jelved, at vælgerne ikke vil kunne forstå, at R ikke klart vælger side før valget. Men det problem har bruddet med S jo under alle omstændigheder skabt. Og overser hun ikke, at det, der har givet R fremgang ved de sidste to valg, er partiets – og hendes egen – vilje til at stå fast på egne værdier og holdninger? Måske er det slet ikke så svært at være radikal, som Marianne Jelved på det seneste har gjort det til. Og måske er netop det ved at blive partiets problem.