Regeringens troværdighedsproblem kan desværre ikke begrænses til familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K). Hans uklare og utilstrækkelige svar til Folketinget er ikke den egentlige årsag til den mangelfulde kontrol med fødevarekvaliteten i de senere år. Barfoed er snarere et symptom på en regering, der lover ét, men reelt gør noget helt andet. Da regeringen i 2004 oprettede Familie- og Forbrugerministeriet, var begrundelsen bl.a., at regeringen ville opprioritere fødevaresikkerheden. Og det var der behov for efter flere års og ministres – inklusive en socialdemokratisk – forsømmelser. Det viste sig imidlertid, at det kun var det retoriske ambitionsniveau, der steg. Alt imens faldt bevillingerne. Helt forudsigeligt resulterede besparelserne på fødevarekontrollen, som regeringen gennemførte i 2002 med fuld opbakning fra Dansk Folkeparti, i en mangelfuld fødevarekontrol. At de økonomiske ressourcer ikke har stået mål med opgaverne, er da også en af Rigsrevisionens klare pointer. Beretningen er historien om et svigt over flere år, som den samlede regering og Dansk Folkeparti står bag. Den viser resultaterne af en uansvarlig politisk beslutning, som alle nu kan se konsekvenserne af. At reducere sagen til et spørgsmål om en enkelt ministers forvaltning af en vedtagen politik ville være stærkt misvisende. Sagen om fødevarekontrollen er et illustrativt eksempel på, at vi efter fem år med VK-regeringen ved magten for alvor begynder at se konsekvenserne af den førte politik. Nøjagtig som det er tilfældet med børnepasningen og kræftbehandlingen, har regeringen ikke levet op til sine løfter på fødevareområdet. Den såkaldte kontraktpolitik står derfor i stigende grad tilbage som tomme løfter, der ikke bakkes op af bevillinger. Dansk Folkeparti tør formentlig ikke kræve Lars Barfoed fyret. Det ville også være topmålet af hykleri. Sammen med Venstre og Konservative har partiet misbrugt vælgernes tillid til at føre en politik, der kun symbolsk går i rette med reelle samfundsproblemer. I stedet for konkret behandling har kræftpatienter måttet nøjes med en ’sagsbehandlingsgaranti’, og i stedet for ordentlige fødevarer har forbrugerne måttet se sig spist af med smileys. Den kultur af utroværdighed og brudte løfter kan fyringen af en minister eller for den sags skyld en regeringsrokade ikke råde bod på.