Denne leder er den sjette om Darfur i år. Skulle vi have ydet den næsten fire år lange konflikt og dens blodige konsekvenser retfærdighed, skulle vi have skrevet mange flere. Men vi ville have gentaget os selv. I tidligere ledere har vi påkaldt os alt, hvad der kan påkaldes: det internationale samfund, FN, USA, EU, Kina, Rusland, Den Afrikanske Union, de arabiske lande og den sudanske regering. Som Politikens udsendte skriver i dagens avis, holder vi på et tidspunkt op med at høre efter. Når der for øjeblikket øjnes et håb om, at Sudans regering vil acceptere at supplere Den Afrikanske Unions fredsbevarende styrker med FN-tropper, ved man ikke, om man skal holde fast i håbet eller vende det døve øre til. Ingen tidligere tilsagn fra Sudans regering har vist sig at holde. Det kan forekomme ubegribeligt, at nedslagtninger, voldtægter og udraderinger af hele landsbyer får lov at fortsætte. Men der er en række såkaldt realpolitiske årsager til, at den sudanske regering uhindret kan udrydde sin egen befolkning. Kinas og Ruslands olieinteresser taler for sig selv. Ingen af de to lande har en hjemlig opinion, der kan holde dem i ørerne. Med USA er det mere kompliceret. Darfur er endnu et eksempel på, at hensynet til terrorbekæmpelse vejer tungere end hensynet til menneskerettigheder. I begyndelsen af 90’erne opholdt Osama bin Laden sig i Sudan og havde tætte forbindelser med den regering, der er ansvarlig for forbrydelserne i Darfur. Samme regering har siden hen fået mest muligt ud af situationen ved at udnytte sin viden om islamiske ekstremister i Sudan og i andre lande, f.eks. Somalia, i et samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste. Endelig spiller Irakkrigen en betydelig rolle, eftersom den sudanske regering har formået at påvirke sin hjemlige opinion ved at fremstille en FN-styrke i Darfur som Vestens forsøg på at skabe et »nyt Irak«. Et sikkert tegn på, at konflikten breder sig, er, at folk nu flygter på kryds og tværs af grænserne mellem Sudan, Tchad og Den Centralafrikanske Republik. Spørgsmålet er, om det er en regional konflikt, der skal til, før det internationale samfund gennemtvinger det radikale indgreb, der synes at være det eneste, der kan redde Darfur?