Leder afø

Dobre doshli

Lyt til artiklen

Bare rolig. Der er ikke gået kuk i sproget hen over nytåret. Vi synes blot, at EU’s to nye medlemslande, Rumænien og Bulgarien, fortjener en velkomsthilsen, der kan forstås. Så derfor skal der lyde et ’dobre doshli’ til de 8 millioner bulgarere og et ’bunvenit’ til de 22 millioner rumænere, som fra i dag er en del af EU. Ud over at glæde sig over endnu en EU-udvidelse kan man håbe, at mange af de nye EU-borgere finder vej til det danske arbejdsmarked. Sådan går det dog næppe. For Danmarks tiltrækningskraft er utrolig ringe. Godt nok var 2006 det år i danmarkshistorien, da flest arbejdstagere kom til landet. Den samlede indvandring fra ikkenordiske lande ventes at ende på 20.000, hvoraf 7.000 er polakker. Til sammenligning vandrede 110.000 polakker sidste år til Irland, hvilket svarer til 3,8 procent af den irske befolkning i den arbejdsdygtige alder. Det tilsvarende tal i Danmark er 0,3 procent. Det er et problem. For dansk økonomi er løbet tør for arbejdskraft. Og medmindre der bliver tilført ekstra hænder meget hurtigt, går den økonomiske vækst i stå. Men hvorfor ikke sørge for, at de 100.000 ledige får et arbejde, før vi begynder at øge indvandringen? Det er ikke et spørgsmål om ’enten-eller’, men ’både-og’. De arbejdsløses kvalifikationer passer sjældent til de ledige job. Hvis det skal lykkes at få de sidste ledige med, kommer det til at tage tid. Og imens må opsvinget holdes i gang. Øget import af arbejdskraft er den eneste effektive måde at sikre det på. Desværre har Danmark skudt sig selv i foden med den såkaldte østaftale, som bremser mange østarbejderes lyst til at tage chancen i Danmark. Det er stadig et mysterium, hvorfor Danmark ikke gjorde som f.eks. Sverige og gav østeuropæerne samme rettigheder som andre EU-borgere. Vel at mærke uden at det førte til en invasion af østeuropæere. Netop det sidste har konstant være den underliggende frygt hos danske EU-modstandere. Hvem husker ikke JuniBevægelsens oplæg til en skræmmeplakat forud for afstemningen i 1998: ’Velkommen til 40 millioner polakker’, lød teksten. En tilsvarende retorik høres i dag fra Dansk Folkeparti, som taler om »oversvømmelse« af østeuropæere. Uheldigvis skræmmer den slags ikke blot mange danskere. Det skræmmer også mange potentielle indvandrere, som ville have bidraget til den danske velfærd.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her