Aldrig før har så få danskere brokket sig over vintervejret. Efter en julemåned med rekordhøje temperaturer tegner januar til at blive næsten lige så varm. Erantis er allerede sprunget ud, og i USA blomstrer kirsebærtræerne uden for Det Hvide Hus. Hvis udviklingen fortsætter, kan det måske ende med, at Shu-bi-duas gamle slager bliver til virkelighed: »Så er du træt af Sydens sne og slud/Ta’ til det varme nord/Ta’ til Costa Kalundborg/hvor de slanke palmer står«. Men selv om mange danskere af ren og kuldskær magelighed ønsker sig hensat til sydligere himmelstrøg, vil en væsentlig varmere planet bestemt ikke være et mere bekvemt sted at leve. Tværtimod vil livsvilkårene for de hundredmillioner af mennesker, der allerede i dag lever på yderkanten af det menneskeligt mulige, blive drastisk forværret ved en global temperaturstigning på mere end to grader. Derfor har alle mennesker på kloden et aktuelt og personligt ansvar for at mindske de mest ekstreme udsving. Som beboere på én fælles klode har vi et ansvar for, at nogles frihedsrettigheder ikke begrænser andres i en helt urimelig grad. Dét er den centrale afvejning: Skal vores overforbrug af olie og andre fossile brændstoffer forhindre befolkningerne i andre lande i at opnå en nogenlunde tilsvarende levestandard i løbet af de næste generationer? HELDIGVIS er der en voksende erkendelse af, at udviklingen ikke er holdbar. EU-kommissionen annoncerede i går, at det er tid til en ny industriel revolution. De gamle rige lande er nødt til at reducere forbruget af fossile brændstoffer, hvis folk i udviklingslandene skal kunne skabe sig en tålelig tilværelse uden fattigdom og banale sygdomme. På langt sigt handler begrænsninger af klimaforandringerne derfor om at skabe en jordklode i balance, både økonomisk og økologisk. På kort sigt vil en ny klimapolitik være gavnlig under alle omstændigheder. Hvert lille skridt vil være fornuftigt i sig selv. Ved at gennemtvinge en omlægning af energiforbruget – gennem højere skatter på brændstofforbrug og krav om klimaneutrale transportformer og opvarmningskilder – vil de vestlige økonomier blive mere effektive og innovative; og vi vil samtidig mindske afhængigheden af autoritære regimer fra Mellemøsten til Rusland. En ny klimapolitik handler ikke om, at vi skal til at leve i en ny ’stenalder’, styret af totalitære planøkonomer, men tværtimod om at skabe mulighed for, at millioner ikke behøver at gøre det fremover.