Er regimerne i Syrien og Iran parat til fred med Israel og med USA? Er de totalitære stater reelt parat til åbenhed og forsoning med deres omgivelser? Vi ved det ikke. Men de seneste uger har budt på vidnesbyrd om, at både USA og Israel har afvist historiske chancer for at komme på talefod med diktatoren Bashar al-Assad i Syrien og d’herrer Khamenei & Ahmadinejad i Iran. I givet fald er det alene taktisk set en brøler. Politisk er det uklogt, det vil sige dumt. Og for håbet om fred er det utilgiveligt. Men det værste er, at det ligner en bevidst strategi, hvor USA både nægter sig selv at forhandle med Iran og Syrien og lægger pres på Israels regering for at sikre, at den heller ikke taler med Syriens hersker. I givet fald er det ufatteligt. Den politiske direktør for Israels udenrigsministerium, Alon Liel, har ifølge avisen Haaretz ved bl.a. schweizisk mellemkomst forhandlet med repræsentanter for Syrien. Efter otte møder var de i sommer langt med en skitse til en historisk fredsaftale mellem de to lande. Men den israelske Olmert-regering nægter i dag ikke alene, at den havde sanktioneret forhandlingerne – det kan skyldes et dulgt spils regler – men siger også, at den ikke finder tiden inde til at tale med Syrien. Det sidste er et ildevarslende brud på Israels historiske holdning: »Altid parat til at forhandle med hvem som helst når som helst og hvor som helst«. Og det skal endda være tilskyndet af USA. Samtidig skal Iran ifølge bl.a. BBC og Reuters – uden held – i 2003 og nu i 2007 have tilbudt USA forhandlinger, dels om bidrag til stabilisering af Irak, dels om afmontering af den voksende krise om Irans atomprogram. Det iranske regime blev i 2003 blankt afvist af vicepræsident Cheney, da det efter sigende tilbød åbenhed om sit angiveligt civile atomprojekt til gengæld for amerikanske løfter om ikke at angribe landet. Og USA har netop vendt ryggen til en iransk anmodning til Saudi-Arabien om at mægle mellem Teheran og Washington, som er på faretruende konfrontation om både udviklingen i Irak og det iranske atomprogram. Alle afvisningerne har en fæl smag af amerikansk ideologisk krig. Israel skulle hellere åbent og officielt invitere Syriens Assad til Jerusalem. Og USA burde hellere imødekomme og teste Irans politiske følere end at presse dets regime op i et hjørne.