Det danske sundhedssystem er under stærkt pres. Efterspørgslen efter sundhedsydelser er stor, og med en stadig stigende levealder er der ingen tegn på, at presset på det danske sundhedsvæsen vil aftage i de første mange år. Samtidig betaler vi for fortidens manglende uddannelsesplanlægning, der har resulteret i en katastrofal mangel på læger, hvilket for øjeblikket betyder tusind ubesatte stillinger og lange ventetider på behandling, også for patienter med livstruende sygdomme. Det er en alvorlig situation, som desværre ikke er enestående for Danmark. Hos vores nordiske naboer og i det meste af Europa har man samme problem. Der foregår derfor en storstilet import af læger fra lande uden for Europa, som selv dårligt kan undvære dem. Som i alle forhold, hvor efterspørgslen er større end udbuddet, stiller det dem, der kan levere den efterspurgte vare, i det aktuelle tilfælde lægerne, i en gunstig situation. Når danske læger rejser til udlandet, og især til Norge og Sverige, udnytter de, at de har en uddannelse, der kan bruges internationalt, og at aflønningen er bedre end i Danmark. Det er der ikke noget nyt i. Danske læger har i årevis suppleret indkomsten ved at arbejde en måned eller to i Norge eller Sverige. Det nye er, at trafikken nu går begge veje. Norske og svenske læger kan med økonomisk fordel arbejde i Danmark. Det kan virke molboagtigt, at de nordiske lande alle går over åen efter vand, men det skyldes, at alle tre lande har indført ordninger for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, og det er ikke så overraskende, at det er naboerne uden de store sprogproblemer, der i første omgang får øje på og udnytter dem. At 50 svenske og norske læger indtil videre har benyttet sig af den danske ’forskerordning’, som fritager dem fra at betale dansk indkomstskat i tre år, vidner ikke om et stort problem, slet ikke i betragtning af, at der i alt er omkring 1.200 svenske og norske læger i Danmark. Når sygehusejerne i Danske Regioner på den baggrund ønsker at stavnsbinde danske læger ved at indføre konkurrenceklausuler, er der tale om en overreaktion. Hvis Sverige, Norge, Tyskland, Polen og Litauen, som er de lande, der leverer flest læger til det danske sundhedssystem, eller Indien, hvorfra danske sygehuse for øjeblikket henter læger, fulgte samme strategi, ville vi være ilde stedt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.