Hvert år dør 1.350 mennesker af fedme i Danmark. Bag det tal ligger en række andre foruroligende tal: 40 procent af danskerne er overvægtige, og omkring 15 procent lider decideret af fedme. Det svarer til, at 350.000 voksne danskere har en så stor fedtmængde i kroppen, at risikoen for, at de udvikler fedmerelaterede sygdomme – og i sidste instans altså dør af det – er stærkt forhøjet. Problemet er stigende herhjemme og følger udviklingen i andre vestlige lande, hvor USA ligger i spidsen. Og hvad mere er: Udviklingen viser, at der også bliver flere og flere overvægtige og fede børn. Eftersom vores spisevaner grundlægges i barndommen, er der grund til bekymring for langtidseffekterne. I sidste instans er vægten naturligvis den enkeltes eget problem, men når mellem 5 og 8 procent af det samlede sundhedsbudget går til at behandle sygdomme, som har med overvægt og fedme at gøre, er der også tale om et samfundsproblem. Derfor kan der være god ræson i at forebygge og redde børnene, inden det er for sent. Den konservative forbrugerminister, Carina Christensen, som i sidste uge opgav at påvirke supermarkedskæderne til at ernæringsmærke deres varer, sætter nu sin lid til, at hun kan overtale de samme kæder til at placere den sunde frugt på de hylder, hvor man ellers finder de søde og fede sager. Medmindre man er supermarkedskæde, er det næppe noget, man kan have noget imod. For selvfølgelig ryger der mere i indkøbsvognen, når man under indtryk af barneskrål og lavt blodsukker sidst på eftermiddagen lader sig friste af herlighederne, som supermarkederne har lagt til rette netop der, hvor man skal stå i kø for at betale. Men spørgsmålet er, om det ikke er de voksne, der giver deres dårlige slikvaner i arv til børnene? Danskerne slår samtlige andre europæere, når det handler om at sætte slik til livs. De fem kroner, som hver dansker bruger på slik hver dag, tyder på, at der er tale om et velvoksent problem. Set i det lys er det da udmærket, at ministeren med opbakning fra flere partier i Folketinget henstiller til og opfordrer supermarkedskæderne til at tage et ansvar for at afværge en voksende fedmeepidemi. Men samtidig må der lyde en opfordring til ministeren og hendes støtter om også at ofre kræfter på løsninger, som de ved helt egen kraft kan gøre noget ved. En højere afgift på det søde og en egentlig fedtskat kunne være muligheder ligesom en lavere moms på sunde fødevarer.