Anders Fogh har ret. I hele to ting: dels i, at balladen om danske soldaters udlevering af fanger i Afghanistan, i kølvandet på DR-dokumentaren ’Den hemmelige krig’, trænger til at blive kulegravet, dels i, at han som landets statsminister naturligvis kan forholde sig frit og kritisk til mediernes indhold. Dokumentarudsendelsen afdækkede kun et lille og ufuldstændigt billede af, hvad der reelt foregik i Kandaharlejren. Ingen kan påstå, at ’Den hemmelige krig’ har besvaret alle påtrængende spørgsmål, ej heller, at DR Nyheder ikke har forsøgt at skarpvinkle det sparsomme kildemateriale efter bedste evne. Derfor hverken kan eller bør udsendelsen stå alene som befolkningens grundlag for at bedømme den danske krigsførelse. Tværtimod bør vi i et åbent samfund have en berettiget forventning om, at myndighederne undersøger, hvad de selv og andre gør i kampens hede. At statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nu forsøger at lægge ansvaret for de verserende uklarheder om danske soldaters procedurer og handlinger i Afghanistan over på Danmarks Radio, er dog så åbenlyst usagligt, at det vil virke som en boomerang for regeringen. Efter Foghs skarpe udfald mod DR bør én ting således stå klart for enhver: Fangeudleveringerne skal undersøges til bunds; uvildigt og omhyggeligt. Efter angrebet har Anders Fogh spillet sig alle dårlige argumenter for ikke selv at undersøge fangesagen af hænde. Men også en statsminister har ret til at dumme sig. Det er derfor ude af proportioner, når flere oppositionspolitikere og medieforskere kritiserer Anders Fogh for at blande sig, f.eks. når de radikales medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll, hævder, at »det er ren Berlusconi«. Selvfølgelig må en statsminister udtale sig om det journalistiske indhold i landets medier, også i Danmarks Radio. Pressefrihed betyder netop, at staten og medierne er uafhængige af hinanden – og derfor frit kan kritisere hinanden. At Anders Fogh tidligere har haft svært ved at erkende dette helt fundamentale frihedsprincip, bør ikke lægges ham til last nu. Det bør stå enhver frit for at fremføre påstande mod gud og hvermand, men når landets statsminister gør det, kan man godt tillade sig at forvente, at dokumentationen er i orden. At han ikke skelner mellem en enkeltstående dokumentarudsendelse og statsradiofonien som helhed, siger således væsentlig mere om statsministeren, end det siger om Danmarks Radio.