Familier, som de er flest, er og bliver det selvfølgelige udgangspunkt for vores liv. Uden familien kunne det hele være lige meget. Når familien alligevel kan være fandens, er det, fordi det ofte er i familien, det går skævt i børns liv. Når de svigtes af dem, som de har lov at nære fuld tillid til. Tal fra Den Sociale Ankestyrelse viser, at den er rivende gal. Hvert tredje fjernede barn blev sidste år først fjernet fra hjemmet, efter at det selv henvendte sig. Det var lige så mange, som blev fjernet, efter at skole, daginstitution eller fritidshjem havde slået alarm. Som alle, der har med børn at gøre, ved, er børn uhyggeligt loyale over for deres forældre. Udsatte børn forsøger på alle måder at skjule den misrøgt, de dagligt udsættes for. At vente på børnenes eget nødråb er at svigte dem. Tallene indikerer også, at børn først bliver hjulpet, når de bliver gamle nok til selv at sige fra. Knap halvdelen af børnene var på vej ind i voksentilværelsen, før de kom væk fra deres familier. Men når så barnet er tvangsfjernet, kan det vel være i sikkerhed? Nej, desværre ikke altid. En mor eller far kan med kommunens tilladelse hente sit barn hjem til tæsk eller seksuelt misbrug fra den ene dag til den anden, hvis barnet er anbragt uden for hjemmet med forældrenes samtykke. Og det er 90 procent af de omkring 14.000 anbragte børn i Danmark. Det er altså ikke kun spektakulære og hjerteskærende enkeltsager, som vidner om, at anbringelsesreformen, der trådte i kraft 1. januar sidste år, ikke har virket efter hensigten. Fordi politikere, sagsbehandlere, pædagoger, lærere, naboer og venner – ja, os alle – er for tilbageholdende med at gribe ind, når et barn gøres fortræd. Derfor er det rigtigt og modigt af Socialdemokratiets socialordfører, Mette Frederiksen, at foreslå en større beskyttelse af børnene. Det er helt nødvendigt at gøre op med det historiske hensyn til familien på børns bekostning. Det gør ondt at sige det, og det er ondt for de forældre, som får fjernet deres børn: Men der er børn i Danmark, der er bedst tjent uden deres familie. Det har politikerne ikke været villige til at erkende. Hver sag om tvangsfjernelse er ulykkelig. Alligevel må man stille spørgsmålet: Kan vi redde flere børn fra deres egne familier?