Regeringens skattestop og dens dogme om, at ingen skat eller afgift må sættes op, ligger i ruiner. Det er den nøgterne konklusion, som skatteminister Kristian Jensen (V) burde drage. Hellere før end senere. Alt andet vil være virkelighedsflugt. I fredags fremlagde regeringen både et forslag til nye regler imod kapitalfondes skatteflugt og et forslag om at presse selskabsskatten ned på 22 procent. Årsagen var en EU-dom sidste år. Knap havde man fordøjet den nyhed, før endnu en torpedo blev sendt af sted mod den danske skattemodel. En banebrydende dom ved EU-domstolen tvinger Danmark til at reformere pensionssystemet og åbne det for udenlandske selskaber. Den glade nyhed er, at dommen gør det billigere at spare op til pensionen, og at det bliver muligt at flytte fradraget med sig til mere solrige himmelstrøg i Europa. Samtidig kan det blive sværere at inddrive den danske 15-procents skat på pensionsafkast, som giver staten milliarder af kroner hvert år. Et øget kontrolsystem, hvor indberetningspligten lægges over på borgerne, kan næppe stoppe det vældige skattehul, der åbner sig. Skatteministeren håber fromt på at fastholde fradragsretten og bevare reglen om, at skattepligten indtræder, når pensionen udbetales. Fradragsretten opmuntrer folk til at spare op, og opsparing er godt for økonomien. Men det eksisterende fradrag er ikke solidarisk. Hver ottende dansker har slet ikke en pensionsopsparing og udnytter ikke fradragsretten. I toppen af samfundet har de velstillede sparet så mange penge op – støttet af staten – at de har udsigt til en guldbeslået pensionstid. EU-dommen aktualiserer behovet for at gøre noget ved den brist. En konstruktiv reform kunne være, at Danmark – efter finsk forbillede – indfører et årligt loft for fradraget på 100.000 kroner. Det vil give et mere solidarisk pensionssystem. Men det er næppe nok at lappe lidt hist og pist. Debatten om rentefradraget og den samlede beskatning af kapitalindkomster bør genåbnes. De to EU-domme viser med al tydelighed, at en større modernisering af det danske skattesystem, der bringer det i overensstemmelse med EU-reglerne og den stigende globale økonomiske konkurrence, er presserende. Små lapperier og fortsat skattestopperi fører kun længere ind i blindgyden.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
