Man kan være for eller imod den nye militære strategi i Irak, men i det mindste synes der nu at være en. En strategi for, hvordan man afhjælper de uundgåelige humanitære konsekvenser af krigen, er der imidlertid ingen, der taler om. Hidtil har de allierede i Irak forladt sig på, at ofrene for krigshandlingerne kunne søge tilflugt i mere sikre områder af Irak eller i nabolandene. De humanitære organisationer taler nu om, at der er to millioner internt fordrevne i Irak, mens det anslås, at der er godt halvanden million irakere fordelt på Jordan og Syrien. Hvor de første mange irakere, der kom til nabolandene, var velstillede, er de, der kommer nu, mindre selvhjulpne. Flygtningenes behov for hjælp vil gøre dem mindre velkomne og øge spændingerne i Jordan og Syrien, hvilket kan få landene til at lukke grænserne. Dermed vil de flygtende være lukket inde i Irak uden den fornødne hjælp. Ifølge hjælpeorganisationerne er bristepunktet også nået internt i Irak. I løbet af de sidste tre måneder har godt 180.000 mennesker forladt Bagdad, og det forventes, at yderligere en million vil blive tvunget på flugt i løbet af det næste halve år, hvis konflikten fortsætter med samme intensitet. Bliver der tale om en optrapning, hvilket er sandsynligt efter den planlagte indsættelse af flere amerikanske styrker, vil det kun blive værre. De få nødhjælpsorganisationer, der trods sikkerhedssituationen fortsætter arbejdet i Irak, har langtfra den fornødne kapacitet eller kapital til at dække de flygtendes behov. IRak står over for en flygtningekrise af et omfang, som Mellemøsten ikke har set siden palæstinensernes masseflugt ved Israels oprettelse i 1948. Resten af verden – anført af de lande, der har et medansvar for elendigheden – synes ikke at ville tage situationen alvorligt. USA har siden krigens begyndelse i 2003 givet 466 irakere asyl. Den danske indsats har været fokuseret på så hurtigt som muligt at få sendt vores færre end 600 afviste irakiske asylansøgere tilbage til Irak. Der er et presserende behov for en international konference om, hvordan man solidarisk og i fællesskab kan tage hånd om krisen. Danmark kunne som et af de krigsførende lande i Irak være en naturlig initiativtager.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
