De fleste regner med, at DR’s bestyrelse holder et langt møde i dag. Landets store public service-medie er i stormvejr, og der er meget at snakke om. Statsministeren mener, at DR har et troværdighedsproblem på grund af dokumentarudsendelsen ’Den hemmelige krig’. Og mange andre mener, at DR’s ledelse har et problem, fordi det store byggeri i Ørestad endnu en gang har sprængt sit budget. Opmærksomheden om bestyrelsesmødet er udtryk for, at DR’s ledelse med generaldirektør Kenneth Plummer i spidsen ikke selv har formået at skabe ro og klarhed om de to sager. Hvad byggesagen angår, kan Kenneth Plummer med god ret sige, at overskridelserne er en følge af beslutninger, der er truffet længe før, han blev generaldirektør. Sandt er det også, at store offentlige byggerier næsten altid er underbudgetterede. Dels fordi det er med til at holde omkostningerne nede. Dels fordi politikerne, der i sidste ende skal betale, altid gerne vil høre det lavest mulige skøn, når beslutningen skal træffes. Plummers fejl er, at han ikke har forstået, at når der allerede har fundet en stribe overskridelser sted, så gælder den omvendte logik: Efter at han overtog ansvaret, burde der være opstillet et endeligt og troværdigt budget. Uanset størrelsen var der ikke blevet sagt nej til det. NOGET EGENTLIGT ansvar for overskridelserne har Plummer ikke. Men hans problem er, at hans forgængers fyring blev begrundet i byggesagen. Og det skaber en lidt primitiv politisk forventning om, at hvad der koster en generaldirektør, udnævnt under en socialdemokratisk regering, jobbet, også bør koste en generaldirektør, udnævnt under en borgerlig regering, hans stilling. Netop fordi bestyrelsesflertallet nu er borgerligt, sker det næppe. Værre er det, at Kenneth Plummer er så dårlig til den klare og synlige ledelse, et medie som DR har brug for. Når det gælder filmen om fangeudleveringerne i Afghanistan, har han en god sag. For fodfejl eller ej, må regeringen naturligvis tåle kritisk journalistik i DR. Men gode sager skal forklares og forsvares. Helst fra den første dag. Det har Kenneth Plummer overladt til andre, eller klaret mindre elegant. Som erhvervsleder uden stor sans for, hvordan hverken medier eller politikere fungerer, har Kenneth Plummer et problem, der hurtigt kan blive større end byggesagen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
