Når Saudi-Arabiens herskende kongehus vover at stikke hovedet frem som aktiv mægler og regional magtudøver i Mellemøsten, er der noget i gærde. Kongehuset foretrækker normalt at holde hovedet koldt og at udøve sin markante indflydelse på diskret vis. Og i mange andre henseender udgør den saudiske stat et problem for den turbulente region i kraft af sin politiske undertrykkelse og religiøse intolerance. Men i disse dage påtager den saudiske kongemagt sig en forståelig og klog rolle som mægler i både Irak, de palæstinensiske områder og Libanon. Det er forståeligt, fordi Saudi-Arabiens herskere med god ret er bange for, at Iran forsøger at udnytte opløsningen i de tre samfund til at fremme religiøse bevægelser, som kan vende op og ned på den hidtidige magtbalance i Mellemøsten. Det er også klog saudisk politik, fordi der både i Gaza, Irak og Libanon helt entydigt er brug for politisk mægling – og ikke for en international konfrontationspolitik. I IRAK kan det blive svært for den saudiske kong Abdullah at nøjes med mægling. Saudi-Arabiens naturlige allierede blandt Iraks sunniarabiske mindretal vil forvente, at Saudfamilien konkret vil forsvare dets interesser, hvis Iran benytter opløsningen i Bagdad til at støtte shiitiske forsøg på at monopolisere magten. Abdullah advarer nu utvivlsomt Iran mod at spekulere i et tomrum efter de udenlandske troppers fremtidige tilbagetrækning. DET ER deprimerende, at USA så blindt satser på en udsigtsløs magtanvendelse. Det er også bittert, at EU ikke har været i stand til at påtage sig – og slet ikke har kunnet opnå – en troværdig rolle som mægler i hverken de palæstinensiske områder, Irak eller Libanon. Og det er forstemmende, at den arabiske verdens regeringer ikke selv har taget et fælles ansvar i nogen af de arabiske konflikter. Men så er det jo godt, at den saudiske kong Abdullah tager et initiativ. Det bedste, den såkaldte køreplangruppe bag forsøget på at fremme fred mellem israelere og palæstinensere – USA, EU, Rusland og FN – kan gøre, er at støtte de saudiske bestræbelser. Der er heftig og akut brug for mægling og en fredelig forsoning i både Irak, Libanon og de palæstinensiske områder.