Leder afltm

Grøn bølge

Lyt til artiklen

Hvis kritiske klimaforandringer skal undgås – uden en drastisk nedgang i energiforbruget – kræver det, at alle politiske og teknologiske muligheder udnyttes fuldt ud. Derfor er det opløftende, at EU-kommissionen endelig er vågnet op til dåd og nu lægger pres på bilindustrien. Alternativet til nye restriktioner på udledningen af CO2 fra biler er nemlig ikke fortsat laden stå til. Alternativet er andre former for politiske indgreb, der kun vil blive mere vidtgående, jo længere vi venter. For uanset hvor skingert de europæiske bilproducenter hyler op nu, kommer hverken de eller Europas mange millioner bilejere uden om, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres mærkbart. De stadig større og flere biler er bestemt ikke de eneste miljøsyndere. Men med en fjerdedel af CO2-udledningen i Danmark på samvittigheden kan bilbranchen ikke længere undslå sig for at have et ansvar. Sammen med fly- og energiindustrien har bilbranchen de bedste muligheder for at ændre verdens gang. I sidste ende er det naturligvis os forbrugere, der skal ændre adfærd. Men individuel opofrelse er ikke nok. Hvis den globale opvarmning skal holdes under to grader, skal der sættes ind på alle niveauer: fra global storindustri over national politik til lokalt forbrug. I dag kan producenterne bruge forbrugernes manglende efterspørgsel som en dårlig undskyldning for passivitet. UDSPILLET fra EU-kommissionen er måske ikke helt så ambitiøst, som man kunne ønske sig. Men hvis landene hver især skulle stille krav til alverdens bilproducenter, ville det være komplet umuligt at hæve standarderne. Teknologisk er det allerede muligt at producere klimavenlige biler, og hvis disse øko-futuristiske køretøjer skal blive tilgængelige for menigmand inden for en nær fremtid, kræver det, at bilindustri, transport- og rejsebranchen samt energiproducenterne tvinges til at accelerere teknologiudviklingen. Valget er enkelt: Enten fremtvinges udviklingen af nye, miljøvenlige transportmidler, eller også begrænses mobiliteten, så folk tvinges til at køre og flyve mindre. Forhåbentlig vil det være praktisk muligt at undgå det sidste scenario. Forudsætningen er dog, at teknologien rent faktisk bliver stillet til rådighed. Derfor bør EU-kommissionen ikke slække på ambitionsniveauet nu. Bilindustrien skal tvinges til markant højere standarder – om ikke andet, så for den fortsat frie mobilitets skyld.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her