Leder afts

Truslen Iran

Lyt til artiklen

Kunne præsident Bush, der tænker på historiebøgerne og ikke på genvalg, finde på at angribe Iran? Han har selv gjort uskadeliggørelse af truende masseødelæggelsesvåben og demokratisering af Mellemøsten til sin store sag. Katastrofen i Irak har styrket Iran, som øjensynlig stræber efter at blive en atommagt. Kunne Bush fristes af en slags sikkerhedspolitisk kvit eller dobbelt? Endnu en gruppe hangarskibe er kommet til Golfen, og den iranske støtte til militser i Irak pustes op i Washington. USA har imidlertid ikke tropper nok til at besætte endnu et land, og selv et nok så massivt bombetogt ville næppe kunne andet end forsinke det iranske atomprogram. Og Iran har uhyggeligt mange gengældelsesmuligheder. Men at en militær løsning ikke bør kunne tænkes, betyder ikke, at Iran ikke er et alvorligt problem. Dels ville atomvåben i hænderne på præstestyret i sig selv være destabiliserende. Dels er udsigten til et Mellemøsten, hvor Saudi-Arabien, Egypten og måske Algeriet gik samme vej, det rene mareridt. Hvad kan der så gøres? IRAN HAR sagt nej til stormagternes gulerødder, der omfatter fuld ret til fredelig udnyttelse af atomteknologien. FN’s Sikkerhedsråd går derfor langsomt, men nogenlunde sikkert de økonomiske sanktioners vej. Iran vil ikke være upåvirket, men det er tvivlsomt, om det pres, som Rusland, Kina, EU og USA kan blive enige om, vil kunne fremtvinge et resultat. USA råder over det, der skal til for at ændre billedet. Hvis USA lovede ikke at angribe Iran, genoptage fulde diplomatiske forbindelser med landet og begynde at trække sig tilbage fra Irak, og dermed fra Irans grænse, kunne det måske friste Iran til at acceptere inspektioner og opgive atomvåbenmuligheden. Og dermed er vi tilbage ved præsident Bush. En sådan grundlæggende kursændring i Mellemøsten er præcis, hvad han afviste, da han ved årsskiftet forkastede Baker-Hamilton-rapporten. Meget tyder på, at både det irakiske og det iranske problem skal igennem to års yderligere forværring, før en ny amerikansk præsident måske vil gøre boet op og handle fremadrettet. I mellemtiden lever vi i en stadig farligere verden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her