Danmark har som loyal allieret fulgt USA i Irak i tykt og tyndt. Det har desværre ikke været særlig klogt. Nu har USA imidlertid taget et skridt, som Danmark burde følge. USA’s udenrigsminister, Condoleezza Rice, har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan USA kan tage sin del af ansvaret for den irakiske flygtningesituation. Arbejdsgruppen skal dels vurdere øget bistand til FN’s humanitære indsats for de internt fordrevne i Irak og de flygtninge, der befinder sig i nærområderne, dels se på, hvordan USA’s årlige flygtningekvote på 70.000 personer kan anvendes til at hjælpe irakiske flygtninge, og dels vurdere, hvordan USA kan sikre, at de irakere, der har været i USA’s tjeneste som f.eks. tolke og chauffører, ikke går den sikre død i møde, når de allierede har forladt landet. Den danske regering har allerede – med Dansk Folkepartis tilladelse – givet tilsagn om at yde økonomisk støtte til FN’s arbejde i Irak og i nærområderne. Men der stopper følgeskabet med USA. I sidste uge afviste regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet at forhøje Danmarks årlige kvote for FN-flygtninge, der er på 500 personer, med henblik på at sikre irakiske flygtninge asyl i Danmark. Med over halvanden million flygtninge nytter det ikke, at Danmark tager imod et par tusinde, lød argumentet. Som en analyse i dagens avis peger på, er kvoteflygtninge imidlertid et vigtigt instrument til at sikre de allersvageste grupper og til at vise solidaritet med de nabolande, der af frygt for, at de kommer til at bære hele ansvaret, er på nippet til at lukke grænserne. Med en minimal indsats kunne Danmark sammen med andre europæiske lande være med til at beskytte de omkring 8.500 mennesker, som FN vurderer har et tvingende behov for at komme til Europa. Allerede for en måned siden opfordrede en gruppe danske befalingsmænd og officerer i Irak forsvarsministeren til at give de 20 civile irakere, der arbejder som tolke for de danske styrker, asyl i Danmark, når de danske tropper forlader Irak. Men den form for »særbehandling« af mennesker, der hver dag sætter deres eget og deres familiers liv på spil for danske soldater, kunne der ifølge regeringen ikke blive tale om. Hvorfor føler den danske regering ikke det samme moralske ansvar som den amerikanske?