For et år siden var Danmark i centrum af en international storm. Hvad enten man lægger hovedvægten på det forsvar for ytringsfriheden, der var nødvendigt dengang, eller på det beklagelige i, at det danske samfund overhovedet kunne komme så vidt, kunne det være svært at få øje på noget positivt i situationen. Et af de få lyspunkter var dog, at vi herhjemme undgik nævneværdige voldelige sammenstød på gadeplan. Det var udtryk for, at det store flertal i Danmark – muslimer såvel som ikkemuslimer – først og fremmest ønsker at leve i fred og fordragelighed. En ny undersøgelse tyder på, at krisen – dens mange skadevirkninger til trods – måske også har haft en anden positiv effekt: Indvandrere og flygtninge herhjemme, hvoraf et stort flertal har muslimsk baggrund, oplever mindre diskrimination, end de gjorde før krisen. Ifølge undersøgelsen, offentliggjort i Ugebrevet A4, er andelen af dem, der føler sig diskrimineret, fra 2005 til nu faldet fra 33 procent til 27 procent. AT 27 PROCENT – der fortrinsvis udgøres af de yngre og mest veluddannede indvandrere – stadig oplever diskrimination, er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Det er heller ikke rart, at en tredjedel har så blandede følelser, at de ikke kan svare på, om Danmark er fremmedfjendsk eller ej. Men det går dog i den rigtige retning. Den stigende beskæftigelse, der også kommer indvandrere til gavn, kan være en del af forklaringen. Men karikaturkrisen fyldte så meget, at det er nærliggende at tro, at den indirekte har trukket i den rigtige retning. Trods polariseringen har den gjort flere nysgerrige efter at vide, hvad deres muslimske medborgere er for nogle. Og nysgerrighed, kontakt og dialog er noget af det mest fordomsnedbrydende, der findes. At de fleste danske muslimer så klart tog afstand fra de voldelige reaktioner på karikaturerne i dele af den islamiske verden, trækker i samme retning. Man fristes til at konkludere, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Danskerne, som de er flest, har aldrig været et fremmedfjendsk folk. Hvis indvandrere og flygtninge oplever, at det mindretal, der giver dem den kolde skulder – eller det, der er værre – er et mindretal, der trods alt bliver mindre og mindre, er det en af de bedste nyheder for integrationen i lang tid. Der er brug for at forstærke den tendens.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
