Ifølge dansk ret er det allerede ulovligt at tvinge mennesker – kvinder såvel som mænd – til at indgå ægteskab. Ikke desto mindre kan der være grund til at præcisere loven og indføre en selvstændig paragraf, der udtrykkeligt forbyder tvangsægteskaber. Det har man gjort i Norge, tilsyneladende med gode resultater. Danske kvindekrisecentre melder om, at et stigende antal unge kvinder med indvandrerbaggrund henvender sig for at få hjælp. Det er på én gang et negativt og positivt signal. Negativt fordi det vidner om, at tvangsægteskaber stadig forekommer i visse indvandrerfamilier, som ikke har lagt den kultur, de kommer fra, bag sig. Positivt fordi det er et tegn på, at de unge kvinder gør oprør mod en undertrykkende kultur. I den proces er det afgørende, at samfundet står klar med den nødvendige hjælp, rådgivning og støtte til kvinderne, inklusive et forbud mod at deres familier lader dem tvangsgifte. Det er paradoksalt, at det er den samlede opposition i Folketinget, der nu fremsætter et beslutningsforslag om et forbud mod tvangsægteskaber og på den måde tvinger regeringen og Dansk Folkeparti til at vende sig mod tvangsægteskaber som sådan. Det er paradoksalt, fordi det var regeringen og Dansk Folkeparti, der i sin tid indførte 24 års-reglen i den danske udlændingelov og dengang begrundede det med hensynet til indvandrerkvinder, som blev tvunget til at indgå ægteskab. Måske var sandheden snarere, at formålet slet og ret var at begrænse indvandringen til Danmark, sådan som Dansk Folkeparti åbent har indrømmet. Ellers er det vanskeligt at forstå regeringens hidtidige modstand mod et egentligt forbud mod tvangsægteskaber. 24 års-reglen handler om at fratage danske statsborgere retten til at forelske sig og gifte sig med den, de vil. Sammen med tilknytningskravet har 24 års-reglen medført groteske beslutninger. Så sent som i gårsdagens avis kunne man læse om en kenyansk kvinde, der har været gift med en dansker i 18 år og nu har fået sin udvisningsdom fra Udlændingestyrelsen. Hun og hendes familie betaler prisen for, at regeringen har skudt med spredehagl i stedet for at ramme det egentlige problem. Forbuddet mod tvangsægteskaber er i sig selv fornuftigt, men det giver især mening, fordi det kan være første skridt til at få afskaffet 24 års-reglen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
