Så er det nu, alle københavnere – unge, voksne og ældre – skal tage den med ro. Der er ikke nogen drøm om et ungdomshus, som kan begrunde, at man stjæler og antænder andre menneskers cykler og biler. At man ødelægger et skolebibliotek eller sætter ild til medborgeres gods og grej. Hvad skal det barn tænke, som finder sin cykel i et udbrændt bål? Hvad skal den klasse gøre, som møder op på en skole, hvor bøger, computere og borde er smidt ud ad vinduet for at blive brændt på gaden? Hvad skal de familier sige, som finder deres bil udbrændt?Ingen er endnu kommet noget alvorligt til. Derfor er det også nu, vi skal række en hånd ud til enhver vildfaren sjæl på Nørrebro eller Christianshavn og minde dem om, at Danmark ikke skal være, som København har været de seneste dage. Sådan er hovedstadens unge heller ikke. ’Ung’ er ikke det samme som ’hærværksmand’, ligesom ’drømme’ ikke er lig med ’destruktion’. Så meget vigtigere er det at sondre mellem hovedstadens unge med drømme om et samfund, der tør favne al form for mangfoldighed, og de lovbrydere, som ikke er inspireret af anden kreativitet end smagen for destruktion. Der er som bekendt mange andre end storbyens unge, som har brug for samfundets generøsitet. Husk blot de seneste måneders rapporter om vilkår for udviklingshæmmede, hjemløse og alvorligt syge. Deres vilkår er hyppigt skræmmende, og dog kan vi i et ordentligt samfund føre debatten om sådanne spørgsmål demokratisk og uden at se frustrationer og bitterhed fortsætte ud i tilfældig vold. De ansvarlige for meningsløshederne – som har livet foran sig – skylder så meget mere at kanalisere deres initiativ og kreativitet over i en opbyggelig og demokratisk udvikling af hovedstaden. Balladen handler ikke længere om Ungdomshuset. Uanset politiske fejl har de københavnske unge ingen begrundelse for hæmningsløst hærværk. Og vold vil aldrig tjene som argument for et kulturhus, endnu mindre for evnen til at forvalte et hus. København har brug for mangfoldighed og frirum til at leve drømme og livet ud, men ikke anarki. Det kræver sit samfund. Og det kræver et demokratisk sindelag. På begge sider.