Når lederen af frimenigheden Faderhuset, Ruth Evensen, kl. 10 i dag offentliggør sin beslutning om Ungdomshusets skæbne, er det forhåbentlig med meddelelsen om, at nedrivningsplanen fastholdes. Selv om det historiske hus kunne have fortjent bedre, ville de gamle mursten de næste mange år stå som et vartegn for den seneste tids hæslige voldsudgydelser i København. Og blive et symbol, der med sikkerhed ville tiltrække sig ny ballade. Man kan så håbe, at Faderhuset falder for fristelsen til at score kassen på et lejlighedsbyggeri i stedet for at opføre et kirkerum eller lignende. Men dem om det. Når først Ungdomshuset er jævnet med jorden, vil det stå klart, at der ikke er mere at slås for på Jagtvej 69. Det må selv de voldspsykopater, som de seneste dage har hærget København, kunne indse. Dermed kan vi for alvor komme i gang med det vigtigste udestående: at finde et nyt sted til de aktiviteter, der foregik i huset, før der gik gadekamp i den. Og dermed få rettet op på den fejl, Københavns Kommune begik, da den i 1999 solgte Ungdomshuset og svigtede sin forpligtelse over for de daværende brugere. Og forhandles, det skal der. Uanset at en gruppe af de unge er gået amok i en voldsrus, er der lige så meget behov for en løsning i dag, som der var før torsdagens rydning. Ligesom politiet på fornem vis lever op til sit ansvar med at få hærværksmagerne væk fra gaden, bør de ansvarlige politikere i København fortsætte bestræbelserne på at finde en løsning. Blot fordi en gruppe unge har mistet besindelsen, bør politikerne ikke gøre det samme. Det er klart, at overborgmester Ritt Bjerregaard (S) vil blive beskyldt for at give efter for volden, hvis hun genåbner forhandlingerne med de unge. Så afstumpet er dansk politik desværre blevet. Men ansvarlige politikere er altså dem, der løser problemerne i stedet for at lade politiet gøre det beskidte arbejde. Og med meldingen om, at Fonden Jagtvej 69 er villig til at komme politikerne i møde, er vejen banet for nye forhandlinger. Så er spørgsmålet, om de tidligere brugere af Ungdomshuset er klar til at bevæge sig, eller om de er groet fast i en sær nostalgi, hvor de kun kan udfolde sig i en bestemt bygning. De seneste døgns voldsorgie levner ikke megen optimisme. Men også de må forstå, at der ikke er mere at komme efter på Jagtvej 69.