Fød flere børn! Det er længe siden, at en regering er kommet med så klart et budskab til de danske kvinder i forbindelse med kvindernes internationale kampdag. Men i går lod den konservative familieminister Carina Christensen i et interview i Berlingske Tidende forstå, at 1,8 børn i gennemsnit per dansk kvinde ikke slår til. Den statsautoriserede danske idealfamilie bør i gennemsnit have tre børn. Bag ministerens trebørnspolitik ligger en ganske upolitisk analyse af børnefamiliernes vilkår. Det er, mener hun, blevet så stort et projekt for os at få børn, at vi ikke magter at få så mange af dem. Hvis vi bare kunne slappe lidt af og købe fødselsdagsbollerne i stedet for selv at bage dem, ikke kræve et Bo Bedre-hjem og ansætte en au pair-pige til at passe børnene, så ville det hele være nemmere. Vi gør det simpelthen for vanskeligt for os selv. Det kan man til gengæld ikke klandre familieministeren for. I stedet for at optræde som politiker, der er sat til at finde politiske løsninger på problemerne – og i denne sag kan det diskuteres, om der overhovedet er et problem – folder hun sig ud med samfundsanalyse på damebladsniveau. Må det være tilladt på netop denne dag at minde om, at det er et af den nordiske velfærdsmodels særkender, at den ved at skabe gode pasningsmuligheder har forhindret fødselsraten i at falde, samtidig med at kønnenes ligestilling er blevet styrket. I andre lande, hvor det offentliges tilbud til familierne har været fraværende, er fødselstallet derimod faldet i takt med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Ønsker staten, at borgerne skal føde et bestemt antal børn, uden at bruge metoder, der vækker mindelser om Tyskland i 30’erne eller Kina i dag, er der rig mulighed for med politiske midler at gøre det attraktivt at få børn. Måske skulle ministeren ulejlige sig med at udvide sin analyse af børnelysten her til lands og kigge på f.eks. daginstitutionernes normeringer, lukkedage, forældres muligheder for at passe syge børn, skatteregler og mænds muligheder for at holde barselsorlov. Risikoen ved den analyse er naturligvis, at den vil vise, at der er behov for, at ministeren tager politiske beslutninger. At det ikke er hendes intention, afslørede hun, da hun i samme interview om muligheden for at øremærke en del af barselsorloven til mænd sagde: »Det kan ikke være rigtigt, at vi skal sidde i Folketinget og bestemme over den enkelte familie«. Hvabehva?