Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) evner heldigvis at blive klogere. Han er ikke for stolt til at ignorere sine tidligere holdninger. Han er således begyndt at skifte standpunkt, når hårde fakta og ikke mindst de bløde vælgerstrømninger ændrer sig. Det er bestemt en positiv udvikling. Eksempelvis er han bakket væk fra sine tidligere kulturkrigeriske udmeldinger om smagsdommere og rundkredspædagogik. I dag hylder VK-regeringen – via Globaliseringsrådet – både kreativitet og innovation i et Danmark som et »førende videnssamfund«. Fogh Rasmussen har også droppet sin tidligere grundskepsis over for de globale klimaforandringer. Som han ærligt og selverkendende skrev her i Politiken i går: »Videnskabelige beviser kan ikke længere fornægtes«. Heldigvis går VK-regeringen dog længere end til blot at tage sagkundskaben til efterretning. På dagens EU-topmøde i Bruxelles kræver Anders Fogh Rasmussen en 30-procents reduktion af CO{-2}-udledningen i EU frem mod 2020. Uanset at den nye erkendelse kommer sent, bør det hilses velkomment, at regeringen forsøger at rette op på sine tidligere forsømmelser og besparelser på miljøområdet. Hellere lidt sent end aldrig. PROBLEMET for regeringen er dog, at Danmark ikke længere taler med særlig stor troværdighed på den internationale scene. Siden regeringsskiftet i 2001 er omstillingen til vedvarende energi i Danmark gået næsten totalt i stå. I dag er danskerne blandt de største CO{-2}-udledere i verden – på grund af vores afhængighed af gammeldags kulkraftværker. Stik modsat den almindelige opfattelse er det ikke de andre EU-lande, der i virkeligheden står over for de største udfordringer. Hvis Danmark skal ned på en gennemsnitlig CO{-2}-udledning pr. indbygger, der svarer til den i miljøbevidste lande, vil både energiproduktionen og forbruget skulle omlægges radikalt. Nu nøjes regeringen foreløbig med blot at foreslå, at vi skal nedbringe forbruget med den samme procentsats som de andre europæiske lande. Det er en glimrende begyndelse, men langtfra tilstrækkeligt, hvis vi her i Danmark skal gå foran som et kreativt og innovativt eksempel. Danmarks indsats for at begrænse klimaforandringerne bør ikke begrænses af den laveste fællesnævner i EU. Reelt halter Danmark så langt bagud, at vi selv bør gå i gang med at omlægge energiforbruget. Om det vil ske, er dog tvivlsomt. Men heldigvis ved man heller ikke længere, hvor man har Venstre.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
