Er det OL i 2008 og verdensmesterskabet i fodbold i 2010, der skal redde Darfur og Zimbabwe? Meget tyder på, at de to sportsbegivenheder er blandt det internationale samfunds vigtigste pressionsmidler over for Kina og Sydafrika, som ikke blot er værter for de to arrangementer, men også sidder med nøglen til at finde en løsning på den katastrofale situation i Darfur og Zimbabwe. Overgrebene i Darfur fortsætter på fjerde år. I sidste uge fastslog en ny FN-rapport, at den sudanske regering selv har planlagt og deltaget i forbrydelser mod Darfurs befolkning. Rapporten er blot den sidste i en lang række, og går det den som de andre, får den ingen betydning. Så længe Kinas olieinteresser i Sudan får lov til at trække det internationale samfund rundt ved næsen, sker der ingenting. I forrige weekend fik hele verden et indblik i den daglige vold og terror i Robert Mugabes Zimbabwe. Politiets angreb på oppositionen under en demonstration mod regeringen endte med, at flere oppositionspolitikere blev alvorligt kvæstet, deriblandt lederen af det store oppositionsparti, Morgan Tsvangirai. Mens USA og EU har fordømt overgrebene på oppositionen, har de afrikanske regeringer været påfaldende tavse. Ghanas præsident, John Kufour, som netop har fejret 50-året for Ghanas selvstændighed, nøjedes med, på vegne af Den Afrikanske Union, at sige, at situationen i Zimbabwe var »meget pinlig«. Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, forholdt sig tavs og lod med et par dages forsinkelse en viceudenrigsminister udtale, at retssamfundets love og de politiske partiers ret til at ytre sig skulle respekteres. Bag facaden er Sydafrikas præsident imidlertid i gang med at lægge pres på Mugabe. Ganske vist af de forkerte grunde, men det er ikke så afgørende, hvis resultatet bliver det rigtige. Mbeki er bekymret for, at Mugabe vil gøre alvor af sine planer om at udskyde præsidentvalget i Zimbabwe til 2010. Gør han det, vil valget og de garanteret blodige uroligheder i den forbindelse ødelægge chancen for at bruge det prestigefyldte VM-værtskab til at vise det nye Sydafrika frem for hele verden. I modsætning til Sydafrika er Kina formentlig ikke bekymret for sit OL-værtskab i 2008, men burde være det. Det internationale samfund har meget få muligheder for at afværge yderligere katastrofer i Darfur og Zimbabwe. De bør afprøves.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
