Dansk Folkepartis medieordfører, Louise Frevert, sagde i Deadline på DR 2 fredag aften om tidligere nyhedschef for DR Lisbeth Knudsen, at hun, mens hun var ansat på DR, havde udarbejdet politiske udspil for Socialdemokratiet.
Den påstand har hun senere modvilligt trukket tilbage. Man kunne slå episoden hen og sige »Herregud, det er, fordi Louise Frevert er medlem af Dansk Folkeparti, at hun løber med rygter og videregiver dem for åben skærm«. Men for det første bør man vide, hvad man taler om, før man beskylder andre for noget, der beklikker deres troværdighed. For det andet ville det være helt urimeligt at beskylde Frevert for at mene og opføre sig, som hun gør, fordi hun er medlem af Dansk Folkeparti. Det ville nemlig være at bruge samme metode, som ikke bare er kendetegnende for Freverts måde at være politiker på, men som præger den danske politiske samtale for tiden. I stedet for at lytte til og imødegå modpartens synspunkter med argumenter, griber man til personlig intimidering og politisk motivforskning. Det er definitivt manden i stedet for bolden. Den såkaldte kulturkamp føres nemlig ikke først og fremmest med politiske midler, men med personangreb, der diskvalificerer udvalgte grupper, enkeltpersoner og institutioner, der kunne tænkes at kvalificere debatten, også med deres eventuelle uenighed med regeringens politik. Det går ud over journalister, politikere, forskere, biskopper, og hvem der ellers måtte blive set som regeringens og ’systemskiftets’ fjender, og som det er lettere at udgrænse end at debattere med. Statsministerens mediestrategi om at holde al kritik fra livet med stålsat arrogance er således blevet kønt suppleret af resten af holdets repertoire fra faglig mistænkeliggørelse over karaktermord til direkte politisk pression.
