Først når 27 af verdens rigeste og mest stabile demokratier har vist i praksis, at de kan enes, er det realistisk at få andre, fattigere og mindre demokratiske lande til at bøje sig mod fælles løsninger. EU spiller derfor en nøglerolle i international politik i dag. Hvis man er utålmodig med FN’s tunge bureaukrati og ofte fastlåste forhandlinger, er der således trøst at hente i Bruxelles. Enhver snak om at løse grænseoverskridende problemer – fra klimaforandringer over konkurrenceforvridning til kriminalitet – begynder i dag her. Den historiske succes, som EU-samarbejdet har skabt på de indre linjer, vil forhåbentlig fremover kunne inspirere andre udadtil. EU fremstår i dag som et eksperimentarium for demokratiske beslutninger på tværs af grænser. Samtidig har EU-landenes tiltrækningskraft været med til at reformere først de sydeuropæiske diktaturer og dernæst de tidligere stbloklande i et imponerende tempo. De næste stop er Balkan, Ukraine, Hviderusland og Tyrkiet. Ved at gå foran med ambitiøse, men dog gennemførlige løsninger – skridt for skridt – kan EU-landene ved hjælp af såkaldt ’blød magt’ sætte en ny global dagsorden, som alle andre lande i verden er nødt til at forholde sig konstruktivt til. DEN NYE klimaaftale i EU er et godt eksempel. Ved først at forpligte hinanden på en omlægning til mindst 20 procent vedvarende energi i 2020 – og dernæst at love en yderligere reduktion på 10 procent af CO{-2}-udslippet, hvis USA og andre af verdens største udledere underskriver en aftale – har de europæiske lande vist globalt lederskab. Selve aftalen om en fælles CO{-2}-reduktion inden for EU er imidlertid kun et første skridt. Foran står den virkelige udfordring med at enes om den konkrete fordeling landene imellem, herunder debatten om, hvad der må tælle med som vedvarende energi. Men igen: De komplicerede forhandlinger vil i sig selv være en test af rækkevidden for internationalt samarbejde. En detaljeret CO{-2}-aftale forhandlet på plads i Bruxelles vil øge sandsynligheden for, at alle verdens lande kan nå til enighed om en afløser for Kyotoprotokollen på FN-klimatopmødet i København i efteråret 2009. Hvis en ny regering i USA skal overbevises om en global klimaaftale, skal EU gå forrest med et godt eksempel.