Den offentlige sektor har for længst nået et mætningspunkt, når det gælder dokumentationskrav, evalueringsskemaer og andre kontrolforanstaltninger. Offentligt ansatte bruger alt for meget tid på at udfylde rapporter, indberetninger og formularer om det, de i virkeligheden burde bruge tiden på, nemlig at passe det arbejde, de reelt er ansat til. Selvfølgelig kan det i mange tilfælde give god mening at dokumentere og løbende evaluere, hvad man laver. Men bestemt ikke altid. Der er grænser for, hvad man kan opnå med evaluering og kontrol. Ikke mindst når det gælder omsorg til f.eks. børn, ældre og syge. Den omsiggribende tendens til en øget bureaukratisering er dog ikke noget nyt fænomen. Det begyndte med Poul Schlüters moderniseringsprogram i 1983. Som otte tidligere budgetbisser i Finansministeriet netop har beskrevet i en Kronik her i avisen, kan det spores langt tilbage: »Mange af de ting, der er blevet indført de sidste 10-15 år for at fremme produktivitet og kvalitet, er nu begyndt at hæmme den offentlige sektors udvikling. Nogle steder er der ligefrem tale om direkte destruktiv styring«. Advarslen fra de gamle kontrolfreaks bør tages alvorligt. Ikke kun fordi de i dag alle bestrider topposter, hvor de mærker de negative virkninger ved den overdrevne detailstyring. Advarslen skal først og fremmest tages alvorligt, fordi der netop nu er en overhængende risiko for, at politikerne på Christiansborg – opskræmt af skandalehistorier i medierne – vil gennemtvinge nye kontrolforanstaltninger, der snarere handler om at undgå kritik end om at forbedre den offentlige service. Dét må ikke ske. Uanset hvad den forestående ’kvalitetsreform’ kommer til at rumme af nye initiativer, bør én ting stå klart fra start: Papirnusseriet skal mindskes, så de enkelte institutioner og ansatte i den offentlige sektor får større frirum til at koncentrere sig om kerneydelserne. Kvalitetsreformen bør derfor have en mærkbar deregulering som et af sine primære mål. Landspolitikerne må styre sig selv og sørge for, at ethvert nyt evalueringsskema erstatter mindst et af de gamle. Alle nye former for målinger bør således afvejes nøje i forhold til det store ressource- og tidsspilde, som de ofte medfører for offentligt ansatte i hverdagen.