Christiania bliver et kedeligere sted, når den såkaldte ’normaliseringsplan’ realiseres. København og Danmark får endnu en tur gennem homogeniseringsmaskinen. Til gengæld vil den evindelige debat om, hvad der skal ske med den gamle fristad, forstumme. Logikken synes klar: Det politiske flertal i Folketinget får ret, og christianitterne får fred. Mod at bøje sig for kravet om at bygge nyt, vinkelret og velfriseret vil den nye boligforeningsfond blive herre i eget hus – og vil dermed være bedre værnet mod indblanding fra alle mulige og umulige. Besindige diplomater med advokat Knud Foldschack og Realdanias direktør Flemming Borreskov i spidsen har sørget for, at en af kulturkampens mest omdiskuterede tvister ikke længere behøver at udarte i kaotisk konfrontation. Normaliseringsplanen er det mindste onde for Christiania i en tid, hvor et bredt flertal i Folketinget vil have de samme standardløsninger udbredt over hele landet. Formelt set er staten og christianitterne endnu ikke nået til fuld enighed. Med weekendens ’imødekommelse’ af statens tilbud om normalisering har christianitterne dog bragt sig så tæt på et gangbart kompromis, at kun dumstolt symbolpolitik kan bremse en løsning nu. Begge parter har demonstreret viljen til kompromis. Staten er kommet christianitterne i møde – og omvendt. Nu skal processen køre færdig med nye indrømmelser fra begge sider. Normaliseringsplanen bør kunne gennemføres, medmindre politikerne på Christiansborg ligefrem ønsker en konfrontation. De få elementer i planen, som christianitterne har taget forbehold over for, bør kunne løses. Eksempelvis: I stedet for at lade striden om det lille område ’Røde Sols Plads’ – som staten vil udlægge til ejerboliger – blokere for et kompromis, kunne staten give den nye boligfond forkøbsret. Dermed ville staten formelt set stadig sælge området, og christianitterne ville samtidig bevare kontrollen over området. På samme måde må det også være muligt at få de 700 søgsmål, som christianitterne ikke vil opgive, før en ny konstruktion er på plads, deponeret, indtil detaljerne er færdigforhandlet. For selvfølgelig er christianitterne nødt til at frafalde søgsmålene i sidste ende. Men det er kun konfrontationssøgende politikere, der ikke vil tillade, at problemerne finder en praktisk løsning. Det vil således være en demokratisk falliterklæring, hvis det ikke lykkes at finde en konstruktiv løsning, som christianitterne kan acceptere.