Det er ikke første gang. Det er heller ikke anden, tredje, fjerde, femte eller tiende gang, at vi har set, at danske svin mishandles. Hver gang et dansk medie sætter sig for at dokumentere vanrøgt af dyr, er der ’bid’. Seneste – og værste – eksempel er de smågrise, som man kunne se søndag aften på DR 1 stå i afføring til knæene, mens de udsultede var begyndt at spise af hinanden. Smågrisene skulle have været til Rusland med vognmand Ottesen fra Blommenslyst på Fyn, men en lettisk dyrlæge nåede at få sat en stopper for dyrplageriet. Hver gang lover landbruget bod og bedring. Nu skal der strammes op. Så går tingene i sig selv igen, indtil næste gang der bringes billeder af mishandlede dyr. Så får vi igen hele smøren. Det er i virkeligheden ikke landbrugets skyld, det er transportfirmaerne, der ikke behandler landmændenes dyr ordentligt, eller det er dyrlægerne, der fylder landmændenes dyr med penicillin. Og i øvrigt vil det blive anderledes i fremtiden. Samme sang får vi i dagens avis. Der vil blive lavet et kodeks for transportfirmaerne, og dyrene må ikke transporteres ud over 24 timer. Udmærket, men hvorfor først nu? Landmændene har ifølge deres formand, Peter Gæmelke, ikke i deres vildeste fantasi kunnet forestille sig, at dyrene blev behandlet på denne måde. Gæmelke må have fortrængt alle de andre gange, for har man fulgt debatten, ved man, at virkeligheden for danske svin har overgået fantasien i de sidste mange år. Nogen vil kunne huske tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens besøg på vestjyske svinefabrikker for næsten ti år siden. Det besøg mundede ud i et større initiativ til forbedring af dyrevelfærden. Og her står vi så i 2007 og er lige vidt. Men denne gang er det anderledes, siger Peter Gæmelke, for det er første gang, vi har set, at forholdene var så dårlige. Spørgsmålet er, om det er sidste gang. For så længe pengene kommer før dyrene i dansk landbrug, vil dyrene være ofre. Og så længe dyrene alene ses som et produktionsapparat, vil der finde mishandling sted. Det er selve attituden hos landmændene, det er galt med. Før landbruget og dets formand erkender det og påtager sig et ansvar for de dyr, de lever af – og lever godt af – er der ikke håb for fremtidens køer, heste og svin.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
