Det kan være en forbrydelse at fjerne et barn fra dets familie, og det kan være en forbrydelse ikke at fjerne det. Derfor kan det aldrig være uproblematisk, når myndighederne skal tage beslutning om at anbringe et barn uden for hjemmet eller lade det blive boende hos sin familie. Den danske lovgivning på området har været igennem flere ændringer over de senere år, ikke mindst for at sikre, at hensynet til barnet kom til at veje tungere. Senest trådte en ny anbringelsesreform i kraft sidste år, bl.a. med det formål at styrke børnenes retssikkerhed og sikre en tidlig indsats. Allerede da tallene for anbringelser for 2006 blev offentliggjort i begyndelsen af i år, kunne man konstatere, at reformen ikke havde haft den ønskede effekt. Tallene viser bl.a., at en tredjedel af anbringelserne i 2006 skete på børnenes egen foranledning. Først når barnet er modent nok til selv at bede om det, træder samfundets beskyttelse altså til. Når børn er kommet dertil, hvor de selv beder om at komme væk fra deres forældre, behøver man ikke være i tvivl om, at det er alvor. Til gengæld er der formentlig nået at ske så stor skade i barnets første år, at det bliver langt vanskeligere at hjælpe det til en ordentlig opvækst. Det bør naturligvis ikke være et mål i sig selv at anbringe flere børn uden for hjemmet, lige så lidt som det bør være det at anbringe færre børn uden for hjemmet. Ingen af delene giver mening. Hvert enkelt tilfælde må vurderes på sine egne præmisser og altid med henblik på at beskytte barnet mest muligt. Når KOMMUNERNE nu opstiller mål om, at antallet af anbringelser skal være konstant fra det ene år til det andet, og at børn over 14 år ikke kan anbringes, vidner det derfor om en politisk forvaltning, der er mere optaget af at få et budget til at hænge sammen end af at beskytte kommunens omsorgssvigtede børn. Når det er måden, kommunerne gennemfører besparelser på, og de samtidig hævder, at det er »for børnenes skyld«, må man undre sig. De aktuelle besparelser på næsten en halv milliard kroner kalder på en diskussion af en finansieringsmodel, der ikke belaster kommuner med mange anbringelser uforholdsmæssigt meget. Den diskussion forudsætter til gengæld, at kommunerne indrømmer, at besparelserne sker af økonomiske grunde – og ikke af hensyn til børnene.