Man må glæde sig over, at den britiske regering har bedre dømmekraft i store udenrigspolitiske kriser, end den har, når det gælder forholdet til pressen. Regeringens professionelle håndtering af Irans tilfangetagelse af femten britiske soldater står i skærende kontrast til dens håndtering af medieinteressen omkring soldaternes personlige beretninger om deres iranske fangenskab. I stedet for en lykkelig slutning har sagen derfor nu fået et trist efterspil. DEN BRITISKE forsvarsminister, Des Browne, mente, at gidseltagningen var en så usædvanlig situation, at den kaldte på en undtagelse fra de ellers klare regler om, at forsvarets ansatte ikke må sælge deres historier til medierne. Presset på soldaterne ville blive så stort, at deres historier ville komme ud før eller siden, og så kunne forsvaret lige så godt have hånd i hanke med, hvad de sagde, og rådgive dem i, hvordan de skulle udtale sig til pressen. Inden forsvarsministeren nåede at opdage, hvor katastrofal hans beslutning var, havde de to mest ’interessante’ soldater – kvinden og den yngste mand af de tilfangetagne – solgt deres historier. Den ene for omkring 1 million kroner. SAGEN ER dybt beklagelig af flere grunde. Regeringen har ladet de centrale aktører i en sag, der for øjeblikket undersøges af det britiske forsvar, fortælle deres version af historien – mod betaling. Og den har svigtet de femten soldater, som i stedet for som nu i den bedste sendetid at skulle udstille deres dødsangst og de ydmygelser, de har været udsat for, har brug for at blive beskyttet mod offentlighedens nyfigenhed. Derudover har den trådt på de efterladte, som har mistet familiemedlemmer i Irak, men som af principielle grunde ikke har villet udstille dem i pressen. Men det er værre endnu. For man kan jo ikke lade være med at mistænke den britiske regering for at gøre netop det, den beskyldte den iranske regering for – nemlig at misbruge soldaterne i propagandaøjemed. Dermed har alle parter gjort deres for, at det kunne gå galt. Regeringen, de sensationslystne medier, læserne og seerne, der ikke kan få nok af den slags, og endelig soldaterne selv, der af ren og skær grådighed har ladet sig hvirvle ind i mediecentrifugen, der risikerer at fortsætte med at tumle dem omkring, længe efter at denne ulykkelige sag burde være glemt.