De radikale er gået frem ved de to sidste folketingsvalg og lå for mindre end et år siden højt i meningsmålingerne. Siden er noget gået galt. Da partiets politik er uændret, og regeringen på samme kurs, er det svært at komme uden om, at det er R’s nye positionering, hvor man har brudt med S, uden derfor at ville støtte VK, der er problemet. Lige nu synes Marianne Jelved at være i gang med et langsomt reparationsarbejde: Først forsvandt statsministerkravet, så blev de ultimative krav neddroslet, og senest er der åbnet lidt mere op for dialog med S. Når man har forvirret vælgerne så grundigt, som tilfældet er, er det imidlertid ikke småreparationer, der skal til. Der er brug for et klart og umisforståeligt signal, der indfrier vælgernes krav på at vide, hvem og hvad R vil og ikke vil støtte i et kommende folketing. HER KUNNE partiet passende tage udgangspunkt i dansk politiks afgørende spørgsmål, der også vil stå i centrum af næste valgkamp: Skal Dansk Folkeparti fortsætte med at have den dominerende politiske indflydelse herhjemme? Til det spørgsmål siger Anders Fogh som bekendt klart »ja«, Venstres bagland tør ikke sige noget, og de konservative mumler nødtvungent et »ja, desværre«. Hvad Socialdemokraterne angår, vil de helst tale om noget andet. Hvor svært kan det være? De radikale skylder hele deres tidligere fremgang deres klare opposition til VKO-alliancen. Når de overhovedet har flirtet med et VKR-alternativ, var det for igen at forankre en borgerlig regering i midten af dansk politik. Hvorfor ikke sige det, som det er? De radikale vil samarbejde med enhver regeringskonstellation, der ikke gør sig afhængig af Dansk Folkeparti. Og R vil pege på den statsministerkandidat, der lover ikke at basere sin regering på Dansk Folkeparti. Lige nu er det kun Helle Thorning-Schmidt, der vil levere den vare. Men hvis Anders Fogh ville gøre det samme, kunne R naturligvis også støtte ham. Det drømmer Anders Fogh ikke om. Men er der et VKR-flertal efter et valg, skal det være hans fravalg og hans ansvar ikke at bruge det. På den måde undgår de radikale både uklarhed og personfnidder og kan koncentrere sig om at snakke om politik og værdier, sådan som de midt i forvirringen hele tiden har hævdet, at de helst vil.