I forhippelsen på at gøre borgerne til forbrugere i alle livets forhold og i naturlig forlængelse heraf tendensen til at ville varedeklarere alt og alle i samfundet, måtte turen jo også komme til de praktiserende læger. Ifølge et forslag fra Venstre skal de praktiserende læger til at offentliggøre, »hvad de står for«, inklusive hvor mange patientklager de har haft, og hvor mange fejl de har begået. Forslaget er gennemtænkt helt ned i detaljen, så intet overlades til tilfældighederne – eller lægerne. Informationerne skal nedfældes på en ’informationstavle’ i venteværelset, hvor patienterne i stedet for at kaste sig over et gammelt nummer af Helse kan studere tavlen. Venstres forslag er et bidrag til regeringens arbejde med den såkaldte kvalitetsreform. Om det får ben at gå på, er uvist. Indtil videre har Dansk Folkeparti erklæret sin støtte, mens de konservative har bevaret fornuften og sagt nej. Uanset forslagets videre færd er det interessant, at det største regeringsparti mener, at mistillid til lægerne og til det system af tilsynsforanstaltninger, der kontrollerer lægerne, er vejen til en højere kvalitet i det offentlige. At man samtidig mener, at kvaliteten af lægebesøg vil toppe, hvis man overlader det til den enkelte forudsætningsløse patient at vurdere lægernes faglighed, kompetence og dømmekraft, gør det ikke mindre interessant. Det siger nemlig noget om, hvilken ’kvalitet’ der kan risikere at komme ud af kvalitetsreformen. I Danmark har vi et offentligt tilsyns- og klagesystem, som forventes at foretage en faglig vurdering af de praktiserende læger, og som fratager lægerne deres autorisation, hvis de ikke lever op til kravene. At supplere det system med en gabestok vil kun skabe mere utryghed. Det modsatte af mere information er ikke, som det ofte forsøges fremstillet, et ønske om at forholde borgerne oplysninger eller at være formynderisk på deres vegne. Naturligvis skal borgerne gives muligheder for at sætte sig ind i kvaliteten af offentlige ydelser. Men det bør ske på en måde, som giver mening for den almindelige patient, og som ikke undergraver legitimiteten af det etablerede system. Mest alvorligt er det måske, at Venstres demotivation af lægerne kommer på et tidspunkt, hvor det, der for alvor truer kvaliteten af sundhedsydelserne, er mangel på læger.