HU HEJ, HVOR det går lystigt til på ejerboligmarkedet, hvor man hver nat kan lægge hovedet på puden, vel vidende at man næste morgen helt skattefrit har tjent sin andel af de 270 mio. kr., som ejerboligerne er steget siden i går og vil gøre igen i morgen. Aldrig har der været så mange boligmillionærer som nu, hvor de samlede friværdier runder 1.156 mia. kr. Og det skønt boligejerne låner penge i kreditforeningerne til et forbrugsboom, der er hemmeligheden bag de senere års stigende beskæftigelse og ventes at skabe yderligere næsten 30.000 nye job det næste par år. Så hvem kan have ondt af det? Ikke engang førstegangskøberne, hævder Nykredit, fordi de lave renter og stigende lønninger har betydet, at boligomkostningernes andel af deres budgetter er faldende. MEN TØV LIGE en kende. For selv om udviklingen i Europas toneangivende økonomier ikke tyder på rentestigninger, tværtimod, og selv om ejendomspriserne i Danmark endnu ikke er højere end i andre sammenlignelige lande, så er det alligevel betænkeligt, når fast ejendom bliver den dominerende drivkraft i økonomien. Det burde f.eks. bekymre, at de økonomiske uligheder mellem ejere og lejere på blot et par år har opvejet to generationers bestræbelser på økonomisk udligning gennem social- og skattelovgivningen. Det er derfor også helt ufatteligt, at bare en del af boliggevinsterne ikke gøres til et skatteobjekt med deraf følgende mulighed for at lette indkomstbeskatningen. I den nuværende situation kan det gøres, uden at nogen bliver fattigere, og det kunne skabe en arbejdsbaseret vækst, der er langt sundere end den nuværende spekulationsbaserede. FORELØBIG ER der udsigt til endnu en bølge af såkaldte forældrekøb, når næste bølge af studerende skal sikres ophold 'tæt på cafemiljøet', som der står i annoncerne. I så fald er priserne på ejerlejligheder 35.000 kr. pr. kvadratmeter, men inklusive skattefordel og boligsikring kan regnestykket alligevel gå op. Igen må man undres over, hvor meget vælgerne er villige til at ofre på de studerendes bekvemmelighed, og omvendt hvor svært det er at skaffe skattekroner til de lærere og forskere, der skal ruste dem - og samfundet - til det globale konkurrencesamfund.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
